Jeg tabte mit hjerte til Skotland
sækkepibepige.jpg
Nikita Martine Holm har knoklet løs for at lære at spille sækkepibe, og anstrengelserne har båret frugt, så hun efter bare et år kan spille med i Copenhagen Caledonia Pipe Band. Foto: Privat
14-årige Nikita Martine Holm forklarer hvorfor hun begyndte at spille sækkepibe for et år siden

Mit navn er Nikita. Jeg er 14 år gammel og i min fritid spiller jeg sækkepibe.

Den introduktion plejer hurtigt at fange folks opmærksomhed.

De beder mig oftest om at gentage, hvad jeg lige sagde. Derefter skal jeg så fortælle hele historien.

I sommeren 2017 tog min mor og jeg til det skotske højland, som havde fanget vores opmærksomhed igennem en serie. Så snart jeg satte foden i de grønne bjerge, tabte jeg mit hjerte til den skotske, rå natur. Derfra blev interessen større og større for hver dag.

En svulmende interesse for den skotske kultur voksede i mig, og jeg besluttede mig hurtigt for, at jeg ville lære at spille sækkepibe. Så da vi kom hjem fra den fantastiske tur, undersøgte vi, hvor man kunne spille sækkepibe i Danmark. Min mor fandt et band i Søborg, som hun havde kontaktet. Jeg var selvfølgelig ude af mig selv af glæde. Så i starten af august 2017, startede jeg til sækkepibe. Alle fra bandet inklusiv min lærer var meget søde og åbne, og der gik ikke længe, før jeg var faldet rigtig godt til.

Flair for sækkepibe
Jeg havde åbenbart flair for at spille sækkepibe, og med min dygtige lærers opmuntring og støtte, gik det hurtigt fremad.
Gennem det sidste år har jeg været ude og optræde med bandet seks gange. Jeg har også realiseret min drøm om at spille sækkepibe i det skotske højland. I sommer var vi igen på ferie i Skotland, og jeg havde min sækkepibe med og spillede på flere smukke og historiske steder.

Det er klart enormt vigtigt at have nogle til at bakke en op og nogle gange holde en lidt i ørerne. Selvom det kan være irriterende, hvis man har haft en lang dag, så er man super glad for det bagefter, fordi ordsproget ”øvelse gør mester” er ikke bare grebet ud af den blå luft. Man får den bedste sejrsfølelse i kroppen, når man har nået et mål eller spillet godt, så det kan altså virkelig betale sig.

I dag spiller jeg forsat flittigt på sækkepibe i CCPB (Copenhagen Caledonia Pipe Band) og nyder hvert sekund. Jeg vil klart anbefale det til andre både børn og voksne, hvis man er bidt af skotsk kultur og sækkepibespil. Det er også rigtig godt socialt, især i mit band, der bliver kaldt for ”det hyggeligste sækkepibeband i Danmark. ”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top