Knægten fra Værebro tog en anden vej
Allan-Olsen-01-44-18.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Allan Olsen er hjemme i ”barndommens gade” i Værebro. I sin ny bog fortæller han blandt andet om at være ung i Værebroparken i 70erne. Foto: Kaj Bonne.
Skuespilleren Allan Olsen er født og opvokset i Gladsaxe. Nu er han aktuel med en ny bog, hvor han fortæller om, hvordan man kan hanke op i sig selv og begynde på en frisk

Han er døbt i Søborg Kirke. Han boede først på Kildebakkegårds Alle. Startede med at gå på Søborg Skole. Familien fik en større lejlighed i Værebroparken. Skolegangen fortsatte på Værebro Skole.

Navnet er Allan Olsen. Skuespilleren. Ham fra ”Mig og Charly”, hovedrolleindehaver i det socialrealistiske drama ”Johnny Larsen” – som indbragte ham en Bodil – og karakteren Spacy i ”Midt om natten”.

Det er helt naturligt, at vi mødes i Værebro. Allan ligner sig selv. Som han i øvrigt altid har gjort. Han er i slutningen af 50erne, men han virker utrolig ungdommelig. Friske bevægelser. Et vidunderligt smil. Mens vi går over for at tage et foto ved nr. 106, så fortæller han løs om sine mange oplevelser i Værebro. Barndomsminderne vælder frem. Allan er en god fortæller. Vi går også over på den store bakke bag ved boligblokkene. Vi får endnu flere historier.

Han fortæller, at han stadig kommer i Gladsaxe, for hans mor bor stadig i kommunen: – Og så har vi lige købt kolonihavehus i Nyvang ved Klausdalsbrovej, siger han.

Fotografen har fået billederne i kassen. Vi står på parkeringspladsen og er ved at sige farvel. En rød bil med et yngre ægtepar stopper. Manden ruller vinduet ned: ”Er du ikke Spacy?”
Jo, svarer Allan. Han er endnu en gang blevet genkendt. Men han tager det pænt og stikker hånden frem og hilser på.

I dag er Allan Olsen både skuespiller, foredragsholder og misbrugskonsulent. Han har netop skrevet sin tredje bog: ”Jeg tog en anden vej”. Den hudløst ærlige bog markerer, at han har været ædru i 25 år.

Sit livs hovedrolle
For et kvart århundrede siden besluttede Allan Olsen i en alder af 33 år, at nu stoppede han med at drikke alkohol. Han var ved at ødelægge alt – sig selv og sine elskede omkring sig. I stedet for at drikke sig ihjel traf han en ultimativ beslutning: Han ville spille hovedrollen i sit eget liv. Som far og som ægtemand.

I år har han været skuespiller i 40 år. Sideløbende har han i de seneste syv år hjulpet andre – i særdeleshed kriminelle i danske fængsler – med at komme ud af deres misbrug. Han ved nemlig, at det kan lade sig gøre.
Selv startede Allan med at drikke som 12-13-årig. Han kender hele turen. Derfor er det et kald for ham at hjælpe misbrugere. Han har hjulpet i hundredvis af misbrugere. Han har hørt på dem. Hørt om deres skam, skyldfølelse og bondeanger. Sådan havde han det også selv.

Men misbruget starter jo et sted – og for mange misbrugere gælder det, at de også begyndte at drikke i en tidlig alder.
”Jeg tog den anden vej” fortæller hele historien. Om rusen, succesen, nedturen og tilbagekomsten. Men bogens vigtigste pointe er sådan set, at Allan Olsen ikke ønsker at se kommende yngre generationer ødelægge deres liv med druk og stoffer. Fra sine vinduer i Indre København kan han se mindreårige tumle sanseløst rundt i byens gader. ”Vi voksne skal træde i karakter som de ansvarlige,” skriver Allan i bogen. Og han kommer derfor med et konstruktivt forslag:

– Vi kan lære af den islandske løsning på problemet med unges druk. Islændingene har nu udviklet en kompromisløs model, der faktisk virker. Der er simpelthen udgangsforbud for unge. Er man under 12 år, må man være ude indtil kl. 20. Er man under 17 år, må man være ude indtil kl. 22. Om sommeren er det to timer senere. De har et korps af frivillige, der hjælper politiet med at få fat i forældrene, hvis de unge er ude for længe, skriver Allan Olsen.

I bogen argumenterer han for sine synspunkter. Og det gør han godt. Bogen udkom i sidste uge og forhandles af alle boghandlere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top