Lokal entreprenør genopbygger Skoleparken 1
Skoleparken-01-42-15.jpg
Skoleparken 1 blev opført fra 1953. De 244 almene boliger er nedslidte, skavankramte og har skimmelsvamp. Foto: Kaj Bonne.
De 547 mio. kr. er sikret for renoveringen af de 244 almene boliger i Bagsværd

Det bliver den lokale entreprenør MT Højgaard, der kommer til at stå for renoveringsprojektet for Skoleparken 1 nær Stengård Skole. Entreprenøren fra Knud Højgaards Vej i Søborg vandt licitationen. I starten af 2019 rives de første af de 244 almene boliger ned til soklen. Reelt set kan man sige, at en ny Skoleparken 1 genopstår på de gamle fundamenter.

Projektet er blevet forsinket, fordi Arbejdernes Boligselskab i Gladsaxe modtog tilbud som overskred den fastsatte økonomiske ramme. Nu er der fundet en løsning, så byggeriet til 547 millioner kroner kan gå i gang. Men det tog tid at finde frem til besparelser, så renoveringen samt 36 nye boliger kunne holdes inden for budgettet, og samtidig er byggeriet også omfattet af en bevarende lokalplan.

– Det har givet anledning til nytænkning sammen med entreprenøren MT Højgaard, hvor vi fandt frem til metoder og ændringer, som gav besparelser. Men det betyder ikke, at det er et skrabet byggeri, der skyder op. Det bliver gedigent og i god kvalitet uden at være luksuriøst, siger direktør Jesper Loose Smith, Arbejdernes Boligselskab.

Nedrivning
Jesper Loose Smith oplyser, at man først i 2019 inviterer beboere og andre interesserede til at overvære starten på nedrivningen af de blokke, hvor beboerne allerede er genhuset.
Selv om projektet er skredet tidsmæssigt, så holder huslejestigningen sig inden for den almindelige indeksstigning på to procent. Med denne stigning overholder man de beslutninger, som beboerne godkendte på det ekstraordinære afdelingsmøde i oktober 2016.

Ifølge planen skal den næste genhusning af beboere finde sted midt i 2019, hvor det er lejerne på Halbjørnsvej 27-51, som skal have midlertidige boliger. Tredje genhusningsrunde finder sted i 2020.

Besparelser og nybyggeri
For at få projektet til at overholde de økonomiske rammer har man måttet fire lidt på det oprindelige projekt. Det betyder blandt andet, at fælleshuset ikke istandsættes; at der lægges mindre stabil grus på veje og stier; at der flyttes mindre jord; at de første to blokke udføres sideløbende med nybyggeri langs Halbjørnsvej.

I forbindelse med nybyggeriet foretages også visse besparelser. Boligerne opføres i 2 plan uden tagterraser samt blokkene ”rettes ud”, men det skal afklares med kommunen, da det ikke er i overensstemmelse med lokalplanen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top