Madordning koster skole 2,4 millioner kroner
FGU-skolen tvinges til at bruge penge fra undervisning på madpakker

Politikerne har ikke afsat penge til det gratis daglige måltid, som de har besluttet, eleverne på den nye FGU-skole skal have. Derfor må skolerne finde pengene andre steder. FGU’en i Gladsaxe mangler 2,4 millioner kroner om året, viser beregninger fra lærernes fagforbund, der frygter, at pengene bliver taget fra undervisningen.

Når den nye Forberedende Grunduddannelse (FGU) ringer ind til undervisning for første gang næste sommer, behøver eleverne ikke selv have smurt madpakke hjemmefra. Folketingspartierne bag FGU’en har nemlig besluttet, at skolerne skal tilbyde de unge et gratis måltid om dagen. Eneste problem er, at politikerne ikke har afsat penge til madordningen.

For FGU’en i Gladsaxe – som også bliver moderinstitution for FGU-skolen i Ballerup – vil madordningen hvert år koste 2,4 millioner kroner. Det viser udregninger fra Uddannelsesforbundet.
Og selv om det bestemt er en god ide, at de under 25-årige, som skal gå på FGU, får tilbudt sunde, daglige måltider på skolen, er det stærkt problematisk, at politikerne ikke har ladet penge følge med de gode intentioner, mener Uddannelsesforbundet, der er fagforbund for de kommende FGU-læreres.

– Sådan som situationen er nu, bliver skolerne tvunget til at finde pengene til elevernes mad fra andre poster. Og det risikerer at blive på bekostning af kvaliteten af undervisningen, advarer Hanne Pontoppidan, formand for Uddannelsesforbundet.

Pengene skal findes andetsteds
Ifølge Uddannelsesforbundet skal politikerne have ros for, at de har vedtaget, at eleverne skal have gratis måltider.

– Fælles spisning kan være med til at give de unge gode sociale vaner og kostvaner, og det kan sikre, at de får den næring og energi, som de behøver får at lære så meget som muligt, påpeger Hanne Pontoppidan.

Forbundsformanden opfordrer derfor Folketingets politikere til at finde de omkring 70 millioner kroner, der årligt ser ud til at mangle på landsplan, i de igangværende finanslovsforhandlinger.

– Jeg kan ikke forestille mig, at politikerne har tænkt sig, at madordningen skal være på bekostning af kvaliteten af undervisningen. Derfor må de finde pengene til det andetsteds, fastslår Hanne Pontoppidan.

Produktionsskoleforeningen anslår, at et dagligt måltid vil koste omkring 25 kroner per elev. Det svarer til 5.000 kroner årligt per elev. Sammenholder man det med, at Undervisningsministeriet estimerer, at der skal gå 482 elever på FGU’en i Gladsaxe, kommer det således til at koste den 2.410.000 kroner årligt.

Fakta om FGU
– Et bredt flertal i Folketinget har besluttet, at blandt andet produktionsskolerne og dele af VUC skal lægges sammen i en ny forberedende uddannelse. De skal placeres i 27 selvejende institutioner, hvorunder der samlet oprettes 88 skoler, som skal åbne dørene 1. august 2019.
– Aftalen om en ny forberedende uddannelse (FGU) er indgået mellem S, SF, V, K, DF, R og LA. Alternativet og Enhedslisten har efterfølgende tiltrådt aftalen.
– Målgruppen for FGU’en er alle unge under 25 år, der ikke er i gang med en ungdomsuddannelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top