Mindeord
Jens-Thind-Andersen.jpg
Jens Thind-Andersen. Foto: Privat.
Tidligere byrådsmedlem Jens Thind-Andersen er død.

Det er med stort vemod, at vi tager afsked med vores gode ven, partifælle og tidligere byrådskollega Jens Thind-Andersen. Jens var en af Gladsaxes store personligheder, som satte sit præg på vores by, både fagligt, politisk og menneskeligt. Han blev ansat i Gladsaxes folkeskoler lige fra seminariet – først på Buddinge Skole i 1959, og året efter på Stengård Skole. Samtidig bijobbede han som lærer ved Ungdomsskolen, et job, som endte med at fylde hans liv fra han i 1973 blev Ungdomsskolens nye leder.

Jens var en ildsjæl, der kæmpede for, at Gladsaxes unge skulle få en god start på ungdomslivet – både dem, som bare ville lærer mere matematik og motorlære, og dem, som den almindelige folkeskole havde svært ved at rumme. Med sit store engagement fik han skabt en af landets fremmeste ungdomsskoler og har hjulpet utrolig mange unge mennesker til at få ny start og retning på ungdomslivet. Det blev til 48 år i skolevæsenet og 34 år som ungdomsskoleleder før han valgte at gå på pension i 2007. Men Jens var også dybt engageret i samfund og politik.

Han var medlem af Gladsaxe Byråd i to perioder fra 1969-1974 og igen i flere perioder mellem 1983 og 2005. Her sad han bl.a. i Socialudvalget, var formand for Hegnsynet og helt frem til sin død var han næstformand i Skatteankenævn Nærum, som Gladsaxe hører under. I de senere år har mange seniorer oplevet ham som guide på ”Kend din kommune-turene”, og Gladsaxes børn kender ham som julemanden, når vi tænder det store juletræ på Rådhuspladsen. Nu skal vi så sige et sidste farvel. Så tak, Jens, for alt det, du har betydet for de mange, som du har mødt gennem livet – for de unge, du hjalp på vej, for os, der arbejdede sammen med dig og for hele din dejlige familie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top