Så tager vi cyklerne frem
Karsten-grønborg-Andersen-på-cykel.jpg
Karsten Grønborg fik en cykel i jubilæumsgave- og nu bliver den flittigt brugt. Han får motion, og klimaet får det bedre, når bilen får en fridag eller to eller mange. Foto: Privat.
Kolleger hos MOE Knækker Cancer på cyklen

Gennem projektet Ta’ Cyklen – og støt Knæk Cancer har medarbejderne i ingeniørvirksomheden MOE siden 1. oktober samlet ind til Knæk Cancer via et selvudviklet cykelprojekt.

Medarbejderne kan gennem deres transport til og fra arbejde, og til møder og byggepladstilsyn, cykle kilometer ind til Knæk Cancer kampagnen.

Via et digitalt registreringssystem på virksomhedens intranet, indtaster medarbejderne deres kilometer og kan samtidig følge med i, hvor meget der er samlet ind til Knæk Cancer. Virksomhedens kontorer på tværs af Danmark konkurrerer mod hinanden og motiverer hinanden til at cykle.

Velvære og velgørenhed er win win
I foråret fik virksomheden udarbejdet en transportvaneundersøgelse, som viste et stort potentiale for at få flere medarbejdere til at tage cyklen til arbejde.

”Vi vil gerne afprøve nye måder til at motivere medarbejderne til at cykle. Der er mange fordele ved at bruge cyklen til arbejde; der er både ens egen sundhed og velvære, så er der trængsel på vejene, som for nogen kan betyde, at det er hurtigere at cykle, og så er det selvfølgelig mere bæredygtigt at tage cyklen. Vi ville gerne motivere medarbejderne til at cykle mere – og samtidig bidrage til et godt formål på flere måder”, udtaler Rikke Gemzøe, kommunikationschef i MOE.

MOE giver 50 øre pr. kilometer medarbejderne cykler. I uge 41 blev det gode vejr fejret med, at der blev givet 1 krone pr. kilometer onsdag, torsdag og fredag, hvor temperaturene ramte omkring 20 grader.
Seniorfagingeniør Karsten Grønborg Andersen er en af dem, der har ladet bilen stå og valgt cyklen i stedet:
”Jeg havde 35 års jubilæum d. 02. august, og der fik jeg en cykel i gave af firmaet. Den er blevet flittigt brugt her på det seneste. Det er meget positivt, at man motiveres til at yde en fysisk indsats og støtte op om en god sag. Kræft er jo noget, der påvirker os alle sammen. Næsten alle kender en der er ramt.” udtaler Karsten Grønborg Andersen

Medarbejderne startede projektet

De indsamlede penge fra cykelprojektet kører ved siden af den traditionelle indsamling til Knæk Cancer, som virksomheden har været en del af i 6 år. Det var oprindeligt nogle medarbejdere, der startede indsamlingen ved at donere egne penge til kampagnen over et par uger. Ledelsen i MOE besluttede at fordoble medarbejdernes donation og efter få år, var det indsamlede beløb over 100.000 kr.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top