Små virksomheder tager ansvar
EUX-lærlinge strømmer ud i små virksomheder

De mindre håndværksvirksomheder tager godt imod lærlinge fra EUX-uddannelsen, hvor eleverne samtidig med en erhvervsuddannelse har fag på gymnasialt niveau. I dag uddanner de halvdelen af de unge EUX-lærlinge i byggeriet.

En ny opgørelse fra Dansk Byggeri viser, at virksomheder med nul til tyve ansatte står for at uddanne halvdelen af de 653 EUX-lærlinge, der sidste år var i praktik i bygge- og anlægsbranchen. Særligt de helt små virksomheder med under ti ansatte har åbnet døren for EUX-lærlinge. Sidste år havde de tilsammen 215 EUX-lærlinge i lære.

– EUX-lærlinge er lidt kortere tid i praktik, fordi de bruger mere tid på skolebænken. Derfor forventede vi, at de store virksomheder var bedre gearet til at tage EUX-lærlinge, fordi de ikke er lige så sårbare, hvis der i en periode mangler en i sjakket. Men her har de mindre virksomheder altså på kort tid formået at indrette sig, så det også passer ind i deres hverdag, siger underdirektør i Dansk Byggeri Louise Pihl.

Mere tid på skolebænken
Eleverne på EUX-uddannelsen er lige som elever fra de traditionelle erhvervsuddannelser også i lære i en virksomhed, men fordi de både får en studentereksamen og et svendebrev, bruger eleverne flere uger på skolebænken end de andre lærlinge.

– Det er klart, at det har været en udfordring for nogle virksomheder, fordi det kræver en ny måde at planlægge på, når en lærling er 20 uger i skole ad gangen frem for fx otte uger. Men på blot et år er andelen af EUX-elever i skolepraktik faldet fra 40 til 25 procent, så alt tyder på, at både små og store virksomheder har fundet ud af, at de længere skoleperioder godt kan passes ind i hverdagen, siger Louise Pihl.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top