Statsligt anlægsloft og begrænset plads
Formanden for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget, Katrine Skov, erkender udfordringer med hensyn til anlæggelse af idrætsfaciliteter, men påpeger også de mange nye tiltag

I sidste uge afdækkede Gladsaxe Bladet en ny rapport fra DGI Storkøbenhavn, hvor idrætsorganisationen havde sat sig for at undersøge, hvordan det står til med blandt andet idrætsfaciliteterne i de 11 hovedstadskommuner.

Katrine Sjov (A), formand for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget, mener at flere væsentlige pointer ikke tydeligt fremgår af hverken rapport eller artikel. Hun peger på især to forhold, nemlig det statslige anlægsloft og den begrænsede plads i hovedstadskommunerne. Endvidere står det på facilitetssiden generelt grelt til i hovedstadsområdet.

– På baggrund af en ny rapport fra DGI skriver Jan Løfberg i Gladsaxe Bladet, at Gladsaxe Kommune mangler idrætsfaciliteter, idet vi som nr. 82 ud af 98 kommuner ligger ret langt nede på listen. Tendensen er klar, forstadskommunerne ligger generelt langt nede på listen. En af forklaringerne er sandsynligvis, at pladsen er begrænset i et tætbefolket område. Rapporten foreslår, at en af løsningerne kan være at tænke nyt og multifunktionelt, siger Katrine Skov.

Ny hal og fire kunstgræsbaner
Formanden gør opmærksom på de mange nye tiltag, som kommunen har sat i gang. Indenfor de seneste 10 år er Gyngemosehallen anlagt, der er kunstgræs fire forskellige steder i kommunen (Gladsaxe Stadion, Gladsaxe Skole, Bagsværd og AB): – Vi er i gang med en omfattende opdatering af vores ældre idrætsanlæg. Gladsaxe Svømmehal er gennemgået helt til bunden og forhallen står som ny. Der er netop bevilget penge til en ny skøjtehal/ renovering af den gamle. Renoveringen af Danmarks Rostadion ved Bagsværd Sø er et stort projekt, som forventes at stå færdigt i slutningen af 2020, siger Katrine Skov, der også nævner helt nye og anderledes træningsfaciliteter, som også kan anvendes af borgere, som har en løsere tilknytning til foreningslivet, de såkaldt selvorganiserede. Det er bl.a. cafehaven bag ved svømmehallen og området foran Gladsaxe Stadion, et træningsanlæg bag ved Bagsværd Svømmehal. Legepladsen i Bibliotekshaven giver plads til leg og bevægelse for børn og deres forældre.

Tæt dialog
– Vi prioriterer et godt og konstruktivt samarbejde med foreningerne i kommunen, og vi er i tæt dialog om udvikling af faciliteterne og idrætten. Mange foreninger påpeger behovet for flere faciliteter i Gladsaxe Kommune i vækst. Vi anerkender behovet, men desværre er vi underlagt det statslige anlægsloft, som forhindrer os i at udbygge i det omfang og tempo, som vi godt kunne tænke os. Vi ønsker, at så mange borgere som muligt har et sundt og aktivt liv. Jeg hæfter mig ved tallene i DGIs rapport, som omhandler borgernes ønske om at være mere fysisk aktive, det drejer sig om 77,7 %. Jeg foreslår, at vi politikere, sammen med foreninger og selvorganiserede, dykker ned i det tal og finder nye måder at få borgerne til at være mere aktive i dagligdagen, siger Katrine Skov.

Nogle af spørgsmålene kan være: Hvad kan motivere mænd og kvinder til at blive mere fysisk aktive? Er det hold eller faciliteter, der mangler eller noget helt tredje? Hvordan kan vi udnytte vores faciliteter optimalt?

– Det vil være oplagt samtidig at se nærmere på ensomhed og det faktum, at 9,1 % af de voksne i Gladsaxe ifølge rapporten sjældent eller aldrig har kontakt med venner. Gladsaxe står ikke alene med disse tal, men det er ikke nogen undskyldning for ikke at gøre noget ved det. Vores nye politik for Kultur, Fritid og Idræt hedder ’Rummelige fællesskaber og kreative frirum’. Med den i hånden vil det være oplagt at igangsætte nye initiativer for at gøre borgerne mere aktive og mindre ensomme. Det ser jeg frem til, siger Katrine Skov.

FAKTA
Facilitetsindeks 11 storkøbenhavnske
kommuners placering i forhold til alle 98 kommuner.

Ballerup 46
Dragør 56
Herlev 66
Tårnby 70
Rødovre 78
Hvidovre 79
Gladsaxe 82
Lyngby-Taarbæk 94
Gentofte 95
Frederiksberg 97
København 98

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top