AB Gladsaxe over stregen
Vandt 5-3 over Slagelse og er igen med i den bedre halvdel af 2. division

Det lader til, at alle kan slå alle i 2. division øst. Det betyder, at der er meget hård konkurrence om at få de seks pladser, som giver ret til oprykningsspillet til 1. division.

For AB Gladsaxes vedkommende har det i længere tid haltet med resultaterne, men nu er det som, at efterårsstormen har sat ind, og det blev da også til en vigtig 5-3-sejr i Slagelse. Dermed fulgte akademikerne godt op på deres 3-0-sejr over B93, så nu er AB Gladsaxe igen tilbage over stregen blandt de seks bedste klubber.

I Slagelse lagde ABerne fra start et tungt pres på hjemmeholdet, men alligevel var det hjemmeholdet som efter et kvarters tid kunne bringe sig foran 1-0 på en returbold efter et hjørnespark.
AB forsatte ufortrødent presset og blot få minutter senere udlignede Rasmus Tangvig. Frem mod pausen kom Slagelse mere med, men gode trænerord i omklædningsrummet, så ud til at peppe ABerne til at sætte sig tungt på spillet igen. 2. halvleg blev mere eller mindre spil til et mål, indtil koncentrationen svigtede.

Tre scoringer ved Nichlas Rohde, Philip Olsen og Rasmus Tangvig (i flot bandespil med Rohde) sørgede for 4-1 efter en times spil.

Men i løbet af kort tid sov man godt og grundigt i forsvaret, så Slagelse fik scoret to gange.

18 minutter før tid lukkede Yonas Nielsen målshowet med et hovedstød til 5-3.

AB ligger øjeblikkeligt på fjerdepladsen med 24 point. AB er blot tre point fra andenpladsen, men til gengæld er der kun fire point ned til niendepladsen, hvor HIK ligger med 20 point. På søndag kl. 15 spiller AB den sidste kamp i efteråret, når netop naboerne HIK kommer på besøg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top