Erhvervsministeren skal hjælpe til
Gladsaxe overvejer brud med Danske Bank

Et enigt økonomiudvalg i Gladsaxe har besluttet at undersøge, hvad konsekvenserne vil være ved at flytte henholdsvis kommunens formueforvaltning og almindelige bankkonti væk fra Danske Bank.

Samtidig kræver udvalget, at regeringen sikrer bedre tilsyn overfor landets banker.

Gladsaxe Kommune har i dag tre typer forretninger med Danske Bank:
1) De overførsler, som sker mellem staten og kommunen
2) Forvaltning af kommunens formue
3) De daglige banktransaktioner som f.eks. lønudbetalinger og udbetaling af overførselsindkomster til borgerne.

Transaktioner med Staten kan Gladsaxe ikke gøre noget ved, da Danske Bank netop har vundet Statens udbud af bankforretninger. Men hvad angår formueforvaltning og daglige banktransaktioner er man parat til at træffe en beslutning, så snart muligheder og konsekvenser er undersøgt.

– Der skal ikke herske tvivl om, at vi ikke er trygge ved Danske Bank. Men som sagen står nu, så er der ikke faldet nogen dom i sagen. Derfor vil vi gerne have undersøgt ordentligt, hvad konsekvenserne er, før vi træffer en så drastisk beslutning, som at ophæve samarbejdet. Det er jo borgernes penge, som vi forvalter. Derfor skal vi være sikre i vores sag, før vi skrider til handling, siger siger Gladsaxes borgmester Trine Græse.

Tilsyn er regeringens ansvar

– Det, som vi er vidner til i Danske Bank, er både moralsk og økonomisk helt uacceptabelt og lever på ingen måde op til de standarder, vi som kommune forventer af vores leverandører. Men det kan jo ikke være en kommunes opgave at føre tilsyn med bankerne. Det må være regeringens ansvar. Derfor vil vi nu skrive til erhvervsminister Rasmus Jarlov og bede ham vise større ansvarlighed i forhold til at føre tilsyn med landets banker, siger Trine Græse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top