Et Auken-blik om danskhed
Ida_Auken_03_47-181.jpg
En engageret Ida Auken var forbi Stengård Kirke. Foto: Kaj Bonne.
Tidligere miljøminister Ida Auken talte om det at være og føle sig dansk i Stengård Kirke

Hvis du er dansk, så er du vel ikke i tvivl om, hvad det vil sige? Eller er du?

Det har interesseret tidligere miljøminister Ida Auken at komme ind til kernen i dette spørgsmål. Derfor har hun udgivet en lille bog med titlen ”Dansk”. Den 40-årige tidligere SF-toppolitiker og nuværende radikale folketingsmedlem var på besøg sidste tirsdag i Stengård Kirke, hvor hun talte om det at være dansk i en mere og mere fragmenteret verden.

Vi har svært ved at finde os selv, svært ved at definere os selv og svært ved at holde fast i det fællesskab, som der er ved at være dansker.

– Vi leder efter, hvem vi selv er. Vi føler, danskheden er under pres. Urbaniseringen får folk uden for storbyerne til at føle sig glemt, mens deres byer affolkes og skoler, rådhus og politi forsvinder i deres nærhed. Digitaliseringen og den enorme ”skærm-tid” vi har er skræmmende. Jeg opdagede det selv, at jeg havde været af sted i syv dage, og det ene døgn – 24 timer – var jeg ”flyttet ind i skærmen”, indledte Ida Auken.

Vedvarende forandringer og indvandringen får mange danskere til at føle sig fremmedgjort: – Men det med at finde sig i fællesskabet er ikke af ny dato. Da jeg var ung og studerede i Berlin, hvor der skete så meget, da havde jeg meget svært ved at se, hvad jeg havde til fælles med en landmand fra Sønderjylland. Det indså jeg først senere. Jeg har et fællesskab med alle danskere, sagde Ida Auken.

Sognepræst Jakob Ulrik Hansen styrede aftenens debat, og meget passende blev aftenen åbnet med fællessang: ”I Danmark er jeg født”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top