Annonce
Gladsaxe bør tage imod 50 kvoteflygtninge
Enhedslisten, SF og Radikale Venstre med forslag til byrådsmødet

På byrådsmødet onsdag aften skal man behandle et forslag fra Enhedslisten, SF og Radikale Venstre, der foreslår, at Gladsaxe tager imod 50 kvoteflygtninge.

Det er Michael Dorph Jensen fra Enhedslisten, der repræsenterer de tre partiers forslag.

Det foreslås, at Gladsaxe Byråd retter henvendelse til udlændinge- og integrationsministeren for at tilkendegive, at Gladsaxe Kommune er i stand til at tilvejebringe kapacitet til at modtage op til 50 kvoteflygtninge og ønsker at indlede en dialog med ministeren om dette emne.

Partiernes begrundelse er, at man i 2016 i Gladsaxe forventede at ville modtage omkring 170 flygtninge og familiesammenførte årligt i årene 2017-20.

Men mere end halvdelen af de forventede flygtninge er aldrig dukket op. Siden 2016 har Gladsaxe samlet modtaget i alt 76 flygtninge, inklusiv 1 kvoteflygtning, og har dermed kapacitet til at modtage flere flygtninge.

Samtidig har Danmark i 2016 og igen i 2017 sagt nej til at modtage de med FN aftalte 500 kvoteflygtninge, og i oktober meddelte udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg FN, at Danmark heller ikke vil modtage kvoteflygtninge i 2018.

På den baggrund mener forslagsstillerne, at Gladsaxe kan hjælpe Danmark med at tage ansvar for nogle af verdens allermest udsatte: kvoteflygtningene. Danmark er med sit afslag på at modtage kvoteflygtninge gået enegang, og handler i skærende kontrast til eksempelvis Norge, Holland, Tyskland, Sverige, Frankrig og Storbritannien.

Partierne bag forslaget mener, at vi har en særlig forpligtelse til at hjælpe verdens allermest udsatte, og at vi som kommune kan hjælpe regeringen med at leve op til det løfte, Danmark har givet til FN.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top