Annonce
Gladsaxe-børn kan vende op og ned på julen
Omvendt-julekalender.jpg
I årets Omvendt Julekalender kan børnene blandt andet møde tvillingerne her, der bor i en børneby i Nepal. Foto: Foto: Nina Ruud - SOS Børnebyerne.
Det gælder om at give i stedet for at få i den Omvendte Julekalender

For børn og barnlige sjæle er morgenmørket ikke helt så slemt i december. Med både papirkalenderne, chokoladekalender, pakkekalender og udsigt til julegaver er der nok at glæde sig over i julemåneden. Men Omvendt Julekalender, der er SOS Børnebyernes gratis tilbud til skoler, tilbyder et alternativ til gaveræset.

Sidste år deltog 844 skolebørn i Gladsaxe Kommune i kalenderen. I alt var 50.000 børn fordelt på godt 800 skoler landet over med til at vende julen på hovedet. I Omvendt Julekalender lærer børnene om børns vilkår i andre lande og om julens budskaber om næstekærlighed. I år kommer skoleeleverne på besøg i blandt andet Nepal, Zambia, Laos, Tanzania og Rusland. Samtidig kan eleverne gøre gode gerninger derhjemme, som belønnes med en lille mønt. Pengene går til at hjælpe børn som dem, eleverne møder i kalenderen, så de kan vokse op i et trygt og kærligt hjem.

Gode gerninger bliver til en gave for livet
– Skoleeleverne er dybt interesserede i at vide mere om, hvordan deres jævnaldrende ude i verden lever. Eleverne lærer om børns vilkår, og de ser, hvordan vi kan hjælpe hinanden – både ude og hjemme. Alle de gode gerninger, eleverne gør, spreder glæde hos deres nærmeste og hjælper samtidig børn ude i verden. Vi håber, at rigtig mange vil være med igen i år, siger Mads Klæstrup Kristensen, direktør i SOS Børnebyerne.

Eleverne kan gøre gode gerninger for forældre, bedsteforældre eller naboen. For eksempel at tømme opvaskemaskinen, ordne vasketøj eller på en anden måde hjælpe til derhjemme. For den gode gerning får eleverne et lille beløb, de lægger i klassens fælles indsamling. Nogle klasser arrangerer også julemarkeder eller kagesalg, så der kan indsamles lidt til den gode sag.

Det er sjette år i træk, at SOS Børnebyerne laver Omvendt Julekalender, og interessen for den velgørende julekalender er vokset år for år. Første år deltog godt 3.600 børn, mens over 50.000 elever var med sidste år. I Region Hovedstaden var der rekord med 15071 deltagende elever.

Sidste frist for tilmelding til Omvendt Julekalender i 2018 er d. 26. november.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top