Gladsaxe tester ny delebilsteknologi
Hjemmeplejens arbejdsforhold skal gøres bedre

I den kommende vinter vil Gladsaxe Kommune teste delebilteknologien Glide i nogle af hjemmeplejens elbiler.

Det sker i samarbejde med Renault Danmark, Renaults datterselskab RCI, automobilforhandler Ejner Hessel og hjemmeplejens rehabiliteringsteam.

Formålet med testen er at undersøge i lille skala om henholdsvis app-betjening og kortbetjening fungerer, og om teknologien kan gøre arbejdsgange nemmere for både medarbejdere og den bilansvarlige i Gladsaxes hjemmepleje, så hjemmeplejen opnår en bedre udnyttelse af vognparken.

– Lige siden Hjemmeplejen i Gladsaxe udskiftede vores 33 benzinbiler med elbiler, har vi ønsket os en mere tidssvarende nøglehåndtering, der gør det nemmere for vores medarbejdere at holde styr på bilnøglerne, og gør hverdagen nemmere for vores medarbejdere. Glide ser ud til at kunne løse flere af vores behov, herunder at give en bedre udnyttelse af vores bilpark, siger hjemmeplejens leder Anne Kristensen.

Også Gladsaxes borgmester Trine Græse er begejstret for forsøget.

– Deleøkonomi er en megatrend og jeg er stolt af, at vi med det nye samarbejde er med i front inden for deleøkonomi. Gladsaxe er den første kommune i Danmark, som har indarbejdet FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling i hele vores måde at arbejde på via vores kommunestrategi, Gladsaxestrategien. Derfor er dette projekt helt i tråd med den bæredygtige udvikling, som vi ønsker i vores kommune. Og jeg tror på, at Glide rummer et stort potentiale, også inden for de andre driftsområder i Gladsaxe, så vi får en bedre udnyttelse af vores bilpark, siger Gladsaxes borgmester Trine Græse.

Sådan virker Glide
To af hjemmeplejens elbiler får installeret en lille nyudviklet boks, som gør det muligt at åbne og låse bilens centrallås via en app eller et Id-kort. Der følger også en omfattende administratorplatform med, som giver den bilansvarlige mulighed for at tildele medarbejdere adgang til bestemte biler og administrere bilparken, f.eks. i forhold til skadeshåndtering.

Platformen opsamler data om kørslen, herunder hvor meget der bliver kørt i elbilerne, hvor de holder parkeret, m.m. Altsammen funktionaliteter, der forhåbentlig kan medvirke til at udnytte vognparken bedre, bruge færre ressourcer på administration og i sidste ende frigive mere tid til betjening af borgerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top