Annonce
Iværksætter løber med erhvervspris
Gx-erhvervspris.jpg
Borgmester Trine Græse overrakte årets erhvervspris til Mark Hermann. Foto: Privat.
Gladsaxe Erhvervspris 2018 gik til et lille chokoladefirma i Søborg

Hvis man kan forene bæredygtighed, økologi og FNs verdensmål i en og samme æske, så står man stærkt i konkurrencen om at få tildelt Gladsaxe Kommunes Erhvervspris. Og det er netop det, den nye iværksættervirksomhed Mark Hermann Chocolate fra Søborg kan.

Derfor blev det også den lille virksomhed, der løb med prisen for 2018. Mark Hermann Chocolate drives af konditorparret Mark og Katrine. Sammen har de masser af passion for håndværket og chokolade af høj kvalitet. De indkøber deres sukker og chokolade hos små producenter, som har samme tilgang og brug af økologiske råvarer.

I sin hyldesttale sagde borgmester Trine Græse (A) blandt andet: – Mark og Katrine har skabt en arbejdsplads, der involverer hele familien, når der er travlt. De har også skabt et job til en ledig, der har stået uden for arbejdsmarkedet i mange år. Han er nu ansat i flexjob.

Og de engagerer sig også lokalt i partnerskabet Gladsaxe Erhvervsby. Derudover så går de helt nye veje for at skabe dialog om FNs verdensmål for bæredygtig udvikling. De er lige nu ved at udvikle en æske med 17 stykker chokolade, der afspejler hvert enkelt mål, både i form, farve og indhold. Mark Hermann Chocolate er dermed et godt eksempel på en iværksætter, der er født bæredygtig, og som er villig til at knokle for at gøre en forskel for mennesker og miljø.

Overrumplet sagde den glade prisvinder i sin takketale: – Vi tager det som en selvfølge, at man arbejder, som vi gør. Vi forsøger ikke at overdøve andre med at fortælle vores historie, sagde Mark Hermann.
Blandt de mange indstillede virksomheder havde priskomiteen udvalgt tre kandidater til årets pris. Indstillet var også Johnni Regnarsson fra Gladsaxe Bygningsentreprise ApS i Bagsværd. Han startede sin tømrer- og murervirksomhed i Gladsaxe for otte år siden. I dag har han 30 ansatte, tre lærlinge og en medarbejder.

– Johnni og hans folk udfører mange opgaver for kommuner, hvor de har fokus på ordentlige arbejdsforhold, socialt ansvar, affaldssortering og at skabe gode læringsmiljøer,” lød det i priskomiteens begrundelse.

Tredje og sidste indstillede var direktør Mikael Lyngsfeldt fra MOE A/S.

– MOE styrker kommunens grønne profil med en tilbygning, der forventes at blive DGNB-Guld certificeret. De er desuden aktive for at få medarbejderne til at vælge bæredygtig transport og har i oktober cyklet kilometerpenge hjem til Knæk Cancer-kampagnen, hed det blandt andet i nomineringen.

Priskomiteen bestod endvidere af Ebbe Skovsgaard fra Håndværkerforeningen, Niels Brahm Andersen fra Beierholm og Claus Jønck fra RTT.

Foto: Kaj Bonne

Foto: Kaj Bonne

1 kommentar om “Iværksætter løber med erhvervspris”

  1. Tom Viggo siger:

    Tak for fine artikler spændene vh. Tom hinsch

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top