Annonce
Julestue i Søborgmagle Kirke
Adventstiden markeres vanen tro

Første søndag i advent holdes den hyggelige og traditionsrige julestue – med familie-gudstjeneste, café, boder og julekoncert med Kammerkoret Carmina.
Julestuen i Søborgmagle Kirke 2. december er en af de faste traditioner, som hvert år indleder adventstiden – med masser af før-julestemning, duften af gran og æbleskiver, juleklip, boder og stemningsfuld julemusik.

Dagen begynder med en festlig adventsgudstjeneste kl. 11.00 – og bagefter åbner julestuens boder med salg af flotte og nyttige ting fremstillet af frivillige i alle aldre: et væld af juleting og gaver – fineste håndarbejder, julekort, dekorationer, honninghjerter og meget andet.

Bogboden frister med brugte bøger, frimærker, malerier m.m., børnene kan være kreative med juleklip eller tegne deres egen julekalender – og det store julelotteri frister med flotte gevinster sponseret af lokale handlende og firmaer. I caféen serveres lækker frokost og senere æbleskiver og risalamande til kaffen – alt sammen til overkommelige priser og til fordel for julestuens gode formål.

Traditionen tro byder julestuen også på en stemningsfuld julekoncert, der igen i år er med Kammer­koret Carmina, som synger traditionel, men også ny og iørefaldende julemusik. Der er gratis adgang til koncerten.

Efter koncerten åbner julestuens café og boder igen – og dagen rundes af med udtrækning af lotteriet, inden julestuen slutter kl. 16. Overskuddet af julestuen deles med halvdelen til Søborgmagle Sogns Menighedspleje og den anden halvdel til to hjælpeprojekter: Dansk-Indisk Børnehjælp og Mission Øst.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top