To perler i mol og dur
symfoni.jpg
Gladsaxe Symfoniorkester giver seks koncerter om året på et ganske højt niveau. Foto: Kaj Bonne.
Gladsaxe Symfoniorkester giver koncert i Stengård Kirke

Det er komponisterne Antonin Dvorak og Felix Mendelsohn, der er på programmet, når Gladsaxe Symfoniorkester giver koncert søndag 10. november i Stengård Kirke.

Dvoraks cellokoncert fik rosende ord som ”sublim”, ”den største” og ”kongen over alle cellokoncerter”. Sådan er Dvoraks smukke og medrivende cellokoncert i b mol blevet karakteriseret af musikkritikere. Da Brahms, Dvoraks gode ven og mentor, hørte den første gang, skal han have sagt: ”Hvis jeg havde vidst, at det var muligt at komponere sådan en koncert for cello, ville jeg have prøvet det selv”.

Henrik Dam Thomsen, der i dag er koncertmester i DR´s symfoniorkester er solist.

Felix Mendelsohns symfoni nr. 4 i A dur er også på programmet.

Mendelssohns italienske symfoni er i eftertiden blevet hans mest elskede symfoni, skønt han selv var så utilfreds med den, at han aldrig udgav den. Inspirationen til den fik han under en dannelsesrejse til Italien fra 1830 til 1831, da han var i begyndelsen af tyverne. Italien endte med at fortrylle Mendelssohn – som så mange andre før og efter ham. I Rom skrev han til sin søster, Fanny, at han var godt i gang med den italienske symfoni, det muntreste værk, han endnu havde komponeret.

Max Sydendal er dirigent.

FAKTA
Gladsaxe Symfoniorkester, som blev etableret i 1962, er et symfoniorkester med 45 musikere, heraf fire professionelle koncertmestre. Orkestret er dermed fuldt besat til at spille det klassiske repertoire og giver årligt seks koncerter.
Sponsor for denne koncert er Danopuljen ved Tonna Nielsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top