Tredobbelt sejr i volley
Lyngby-Gladsaxe-Volley.jpg
Holdbillede af Dame45 med head coach Carsten Lillelund Olsen. Foto: Marianne Suhr Wesnæs.
I søndags var der tre opgør mellem LGV og Frederiksberg – alle tre blev vundet af LGV

Tre hold fra Lyngby-Gladsaxe Volley var på besøg i Kedelhallen, Frederiksberg, hvor LGVs rutinerede Dame2 spillere ikke levnede meget ved buffeten til Frederiksberg 2s sultne piger. Kun første sæt med 25-23 til LGVerne havde momenter af spænding, hvorefter Frederiksberg blev sendt hjem med kun 14 og 18 point i de to efterfølgende sæt.

I næste kamp som var i Serie 2, mødte Dame45 pigerne fra LGV Frederiksberg 4. Begge hold stod uden sejr i denne sæson inden dagens kamp, så det vindende hold ville trække væk fra bunden i serien. LGV udmærkede sig ved et højt servepres, der gav mange gratis bolde retur, så centerspillet til tider flød rigtig fint. Især ”stik-hævninger” blev modigt sat op af hæverne Sara og Tine, og det gav pote i den sidste halvdel af kampen. Ellers bar kampen præg af et Frederiksberg hold, der lobbede utrolig meget, hvilket gav LGV store udfordringer. LGV vandt 3-1. Sara, vores ene hæver og anfører, blev fortjent valgt til dagens spiller.

Senere på søndagen var andre af Dame-45 pigerne til Serie 1-kamp mod Frederiksberg 3. LGV stillede med et rent U16 hold mod Frederiksbergs noget ældre piger. Vi var under opvarmningen noget bekymrede over den fysik de 11 Frederiksberg-damer mødte op med. Høje, stærke damer – mod vores noget spinklere teenagere.

Kampen var utrolig velspillet igennem alle fire sæt. Kampen gav LGV tro på, at de nye tiltag de har sat i søen omkring deres forsvarssystem begynder at fungere. Nyt for LGV i år er konsekvent brug af diagonal/hæver udskiftning, og det var denne søndag første gang, hvor man følte det faktisk gav os en fordel. Vi vinder kampen 3-1 og er dermed stadigvæk ubesejret i Serie1.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top