Annonce
40 boliger til flygtninge
Boligorganisationer går sammen om at hjælpe

Gladsaxe har de seneste år taget imod 76 børn og voksne på flugt, og selvom antallet af flygtninge til Danmark er faldende, er der stadig akut behov for at finde permanente boliger til de flygtninge, der indtil videre har måtte bo under midlertidige forhold.

For at løse situationen har FSB Gladsaxe, Gladsaxe Almennyttige Andelsboligforening, Gladsaxe almennyttige Boligselskab, Arbejdernes Boligselskab i Gladsaxe og Boligselskabet Sæbjørnshuse i Gladsaxe indgået et samarbejde med Gladsaxe Kommune for at hjælpe med boliger til de nye borgere.

Over en toårig periode stiller de almene boligorganisationer 40 boliger til rådighed for kommunen, når lejemålene bliver ledige. Boligerne har enten ét eller to værelser, og for at sikre, at flygtningene har råd til at blive boende, er lejen på maksimalt 3.300 kr. – 4.000 kr. eksklusiv forbrug per måned.

Samarbejdsaftalen er blot ét af mange eksempler på det gode samarbejde mellem boligorganisationerne og kommunen om blandt andet byudvikling, klimatilpasning og sociale indsatser.

– Vi har i Gladsaxe tradition for en god dialog mellem boligorganisationerne og kommunen, og det skaber en masse muligheder. Boligorganisationerne giver byen meget mere end gode boliger, og vi kan virkelig nå vidt, når vi arbejder sammen. Det er vi stolte af i Gladsaxe, og vi er glade for det positive samarbejde, vi har med boligorganisationerne, fortæller kommunaldirektør Bo Rasmussen.

De 40 boliger ligger ud over det sædvanlige antal boliger, som boligorganisationerne stiller til rådighed for kommunen til boliganvisning, og aftalen betyder derfor også, at den almindelige boliganvisning i kommunen ikke påvirkes. De ekstra boliger forventes over de næste to år at løse Gladsaxes udfordring med at finde permanente boliger til nyankomne flygtninge.

Omkring 1/3 af alle boliger i Gladsaxe Kommune ejes af en almen boligorganisation, og det gør den almene bolig til en af de mest udbredte boformer blandt kommunens borgere.

1 kommentar om “40 boliger til flygtninge”

  1. Torben Sønnichsen siger:

    Hvornår bygger kommunen lejeboliger til pensionister? Til en rimelig pris.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top