Kampen mod vejstøj skal i Folketinget
Hørsholmborger står bag forslag der skal have 50.000 borgeres opbakning

Kan man samle 50.000 underskrifter, kan man få et forslag behandlet i Folketinget som et såkaldt borgerforslag.

Det er nogle borgere nu gået i gang med for at komme støjen fra diverse motorveje til livs.

En borger i Hørsholm har taget initiativet og frem til april kan man gå ind på hjemmesiden og bakke op om forslaget via www.borgerforslag.dk. Her blev der 23. oktober stillet et forslag om at der skal tilføres Vejdirektoratet penge til støjbekæmpelse.

På byrådsmødet 19. december var en borger fra Christoffers Alle mødt op til spørgetiden for at høre, hvor langt kommunen er kommet med sin henvendelse til trafikministeren og diverse relevante organisationer. Hun fortalte, at nogle borgere faktisk var villige til at punge ud af egen lomme for at få nogle bedre støjværn.

Borgmester Trine Græse måtte konstatere, at kommunen ikke kan gå ind og bruge penge på statsveje og at det selvfølgelig også gælder borgere.

Ole Skrald Rasmussen (A), der er formand for trafik- og teknikudvalget, bor selv klos op ad motorvejen, og han kunne fastslå, at det er endog meget svært at påvirke Vejdirektoratet, men at der nu er sendt et brev af sted fra kommunen. Og at to ting vil bidrage til at mindske problemet. Den støjdæmpende asfalt skal holdes vedlige, og der skal bruges støjdæmpende dæk.

I brevet er der taget flere informationer med fra det borgermøde, som blev holdt hos Pia Johansen for nogle uger siden.

Hele byrådet står sammen i denne sag, for det har ikke noget at gøre med partipolitik.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top