P-hus til 850 biler på vej
P-HUS-Tobaksvejen-20.11.2018-002-1.jpg
Der bliver 800 pladser i og oven på bygningen plus 50 pladser nede på jorden. Foto: Privat
Til februar indledes gravearbejdet på Tobaksgrunden

Der er nu over 3 millioner biler i Danmark, og det kniber mange steder med at få dem parkeret, når man skal på arbejde eller ud for at handle. Det giver ikke mindst i Gladsaxe voldsomme problemer.
Det problem bliver nu en del mindre i løbet af 2019.

I februar tages det første spadestik til et parkeringshus med 800 pladser plus 50 pladser i gadeplan på grunden ved Tobaksbyen.

Det er Maycon Ejendomsudvikling, der står bag projektet.

Direktør Anders Mayland og projektudvikler Bjarne Mayland fra Maycon informerede i den forgange uge om projektet efter et møde med repræsentanter fra Gladsaxe Kommune.

NCC, som er totalentreprenør sammen med tilknyttet arkitektfirma Holscher og Nordberg, kan dermed tage første spadestik februar 2019 til det, der bliver et af Danmarks største P-huse.

Når P-huset står færdigt, bliver NCC´s medarbejdere nogle af de første, der får glæde af naboskabet til det markante byggeri. For allerede da planerne var på tegnebrættet blev der indgået aftale om, at de skal have mulighed for at bruge et vist antal P-pladser i det nye P-hus. P-huset bliver på 19.500 etagemeter. Byggetiden er beregnet til ca. 7 måneder. Så hvis alt går efter planen, kan der holdes indvielse efteråret 2019.

Midt i Tobaksbyen tager Domus Nova inden længe det første spadestik til det, der bliver til 260 nye boliger. Tobaksbyen byder på flere spændende projekter. Blandt andet er Maycon i et samarbejde med CASA A/S ved at udvikle et projekt på ca. 34.000 etagemeter til hotelprojekt med stor dagligvarebutik, biograf, café, kontorer, liberale erhverv, p-pladser i flere etager med mere.
Der er desuden også mulighed for byggeri af stort kontorhusdomicil på 24.000 etagemeter med direkte placering ud til Gladsaxe Ringvej/letbanen.

Kontorhusdomicilet er – ifølge projektudviklerne – meget velegnet til domicil for private og offentlige virksomheder eller opdeling i mindre andele.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top