Søborg-tandlæge kæmper mod uretfærdighed
Tandlæge-Dalsten-50-18.jpg
Frank Dalsten vil kæmpe for en mere retfærdig tilskudsordning til tandlægeregningen. Foto: Kaj Bonne.
Frank Dalsten er ny næstformand i Tandlægeforeningen og kæmper for kompensation for folk med uforskyldte tandproblemer

Hvis du brækker benet i en fodboldkamp, kan du få sat benet sammen uden økonomiske omkostninger. Og du kan få syet læben, hvis du bidder dig i den. Men brækker du en tand, fordi Moster Erna har puttet en valnøddeskal i Waldorff salaten, så skal du selv betale din tandlægeregning.

For det er en politisk beslutning, at det skal være gratis at gå til læge, men koste penge at gå til tandlæge. Politikerne har så at sige besluttet sig for, at mennesket har en krop, der kan repareres gratis, mens vi selv må klare omkostningerne til tænderne i munden.

– Det er urimeligt, at folk påføres store udgifter, som de ikke selv er skyld i, mener tandlæge Frank Dalsten fra Søborg. Den 61-årige klinikejer fra Søborg er nyvalgt næstformand for Tandlægeforeningen, hvor han de kommende to år skal repræsentere tandlægerne, der arbejder i det private.

– Jeg vil blandt andet kæmpe for, at de mange danskere, der uforskyldt får massive tandproblemer på grund af medicin, der giver mundtørhed, får et ekstra tilskud til deres tandlægeregning. Det er tandproblemer, der ofte forfølger dem resten af livet og går ud over livskvaliteten, og de mennesker skal vi hjælpe, siger Frank Dalsten.

Blodtryks-, hjerte-, astma- og antidepressiv medicin har som al anden medicin bivirkninger. Nogle af bivirkningerne for de nævnte medicingrupper fører til mundtørhed. Mindre produktion af spyt giver en mindre produktion af de stoffer, som beskytter tænder og slimhinder. Derfor øges risikoen for, at Karius og Baktus kommer på overarbejde, og de medicinerede kan også få mundhulesvamp og andre mundsygdomme. Det er blevet lægevidenskabeligt afdækket.

– Vi taler om over en halv million danskere, der bruger medicin med bivirkninger, der kan føre til tandproblemer. Den største sociale ulighed ses på folks tænder. Hvis det bliver for dyrt, fravælger folk at få tænderne ordnet. Manglende tandpleje kan få mundhulebakterier til at sprede sig til andre dele af kroppen. Ud over paradentose drejer det sig om, at disse bakterier kan give hjerte-kar-sygdomme, diabetes og gigt, siger Frank Dalsten, der gør opmærksom på, at den findes en mindre pulje til dækning af opståede tandproblemer hos patienter, der har været igennem kemoterapi.

Åben politisk bane
Den manglende interesse for danskernes tandsæt inde på Christiansborg, undrer den ny næstformand:

– Hele den politiske bane er åben for det parti, som sætter tandplejen på programmet. Uanset om regeringen har været rød eller blå, så er tilskuddene til tandlægeregningen konsekvent blevet mindsket de sidste mange år. Senest blev der skåret 300 millioner i tilskuddet. Sundhedsministeriet opsagde overenskomsten med os. Folketinget vedtog herefter en særlov, som dikterer priserne. For dem, der har råd, betyder det ikke noget, men for de mange, som ikke har midlerne, ved vi, at det uvilkårligt går ud over deres tandpleje. For 30 år siden fik du dækket 45 % af din tandlægeregning, nu får du kun 18 % retur, siger næstformanden for de ca. 5.000 medlemmer af Tandlægeforeningen.

Frank Dalsten glæder sig over, at børnetandplejen fortsat er gratis: – Men desværre dropper mange unge i gruppen fra 18 til 24 år ud af systemet. Det er problematisk, for de har en alder, hvor der bliver drukket cola og spist foran computeren, og så er det ikke altid, at de husker at få fulgt op på deres tandsundhed. Heller ikke denne gruppe har for mange penge at gøre godt med, siger Frank Dalsten, der fremover skal være tovholder for tandlægerne i det private erhvervsliv.

Fagpolitisk erfaring
I en alder af blot 25 år åbnede Frank Dalsten sin egen klinik i Søborg. Han har været faglig aktiv i Tandlægeforeningen siden starten af dette årtusinde. I 2014 blev valgt ind i Tandlægeforeningens hovedbestyrelse. Han er også bestyrelsesmedlem i Region Hovedstadens Tandlægeforening. Tidligere har han været formand for Gladsaxe Tandlægeforening.

Frank Dalsten bor i Virum sammen med sin hustru. Sammen har de to voksne børn. Når han lægger boret fra sig dyrker han tre meget forskellige sportsgrene: golf, tennis og bridge. Ferierne går ofte til Østrig, hvor vandreturene i Alpernes friske luft holder hjernen skarp.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top