Trængte børnefamilier og enlige får julehjælp
COLOURBOX11701280.jpg
162 børnefamilier får et gavekort til en stor levnesmiddelbutik op til jul. Tallet stiger og stiger fra år til år. Foto: Colourbox.
Gladsaxe frivillige Julekomité fordeler 177.500 kr. og 45 julekurve

Gladsaxe frivillige Julekomité har i december uddelt 177.500 kr til børnefamilier og enlige i Gladsaxe Kommune.

Samtidigt er der i et fint samarbejde med Mormonkirken i Gladsaxe uddelt 45 store julekurve samt legetøj til børnefamilier.
Julen 2018 nærmer sig, og i år har der atter været en stor efterspørgsel fra familier på særlig julehjælp.

Gladsaxe frivillige Julekomité, som er en lille græsrodskreds af frivillige med lokalkendskab til Gladsaxe Kommune, arbejder efter et andet fordelingsprincip:
Familier kan ikke selv søge julehjælpen. Det er socialrådgivere, læger, sundhedsplejersker, præster og lærere, der indstiller familier til julehjælp, og Julekomitéens forretningsudvalg foretager herefter en nøje vurdering af indstillingerne samt en fordeling af de indkomne midler.

På denne måde sker tildelingen til de svageste familier, og ofte som en opmuntring, hvis familier selv gør en indsats for at komme på fode, efter at de har været udsat for særlige udfordringer.
Gladsaxe frivillige Julekomité er udpeget af Gladsaxe Kommune til foreløbigt at varetage og koordinere juleuddeling i Gladsaxe Kommune frem til 2019.

Julekomitéen har i år modtaget flere indstillinger end i de senere år, i alt 162 indstillinger, og ikke alle indstillinger har kunnet imødekommes.

• 83 ældre, enlige borgere får en personlig hilsen til en værdi af 100 kr. Det er en stigning på 33 personer i forhold til sidste år, så beløbsstørrelsen har måttet sættes ned fra 150 kr til 100 kr.
• 162 børnefamilier får et gavekort til en stor levnedsmiddelbutik. Gavekortets størrelse afhænger af antallet af mindreårige børn i familien, og der tildeles gavekort i 3 portionsstørrelser: 800 kr., 1.200 kr. eller 1.600 kr.

Der indgår ikke tobak eller alkohol i de personlige hilsener eller gavekortene.

Antallet af børnefamilier, der modtager julehjælp, er steget væsentligt – fra 127 til 162. For to år siden var antallet blot 89. Det vil sige, at antallet af indstillinger på 2 år er næsten fordoblet.

Det er komitèens opfattelse, at det navnlig er de nye dagpengeregler, der slår igennem her. De svageste familier har fået det sværere siger Jørn West larsen fra komitéen.

De penge, som Julekomitéen uddeler, kommer primært fra Lions Gladsaxe, fra et tilskud fra Gladsaxe Kommunes Seniorudvalg, fra Metro-Schrøder Fonden samt fra Bagsværd Kirke, Mørkhøj Kirke og Maglegårds Kirke.

Mormonkirken i Gladsaxe skyder 45 flotte julekurve ind i uddelingen til familierne, hvor der også indgår legetøj. Mormonkirken står selv for udbringningen af disse kurve.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top