Bevar skovgrupperne
Politikerne vil afvikle Gladsaxes sidste skovgrupper i børnehusene Gnisten og Højmarksvej.

Af Lena Petersen, Engkrogen 27

Forældrekontaktudvalget Højmarksvej og en række forældre fra Gnisten og Højmarksvej.

Politikerne vil afvikle Gladsaxes sidste skovgrupper i børnehusene Gnisten og Højmarksvej. Verden kigger ellers mod Danmark for at lære af vores enestående naturpædagogik, hvor vi sætter børnene fri og tager i skoven. Der er nemlig gode, veldokumenterede grunde til at investere i børns naturoplevelser:

15 års forskning viser, at skovbørn er bedre til at koncentrere sig, har en bedre motorisk sans og er mere kreative og opfindsomme, end børn der ikke fast kommer ud i naturen. Alt sammen grundlæggende egenskaber for børnenes senere skolestart. Dertil kommer fordele som øget fysisk og mental sundhed og mindre skældud til gavn for både børn og voksne.

Baggrunden for at lukke skovgrupperne, hvor 21 børn dagligt kommer i skoven, er Dagtilbudsstrategi 2. Ordningen angives som forholdsmæssigt dyr pr. barn.

Der tages dog ikke højde for, at skiftende børnegrupper tager afsted. I alt får 63 børn glæde af skoven og prisen pr. barn er således langt mindre end angivet.

Politikerne vil i stedet styrke dagtilbudenes brug af lokal natur. Det er positivt, men burde ikke stå i modsætning til skovgrupper.

Et par timers tur en gang imellem giver ganske enkelt ikke samme nytteværdi som skovtilbud. Ifølge BUPL har 21% af kommunerne åbnet flere naturinstitutioner de sidste 10 år. Lad os nu følge trop, lytte til forskningen og fortsat sende vores børn i skoven!

1 kommentar om “Bevar skovgrupperne”

  1. Stinne Føns siger:

    Det er helt sikkert enormt vigtigt at bevare børns nærhed til natur og forståelse for den. Børnene bliver friere, gladere og motorisk udviklede. I en kommune, der – heldigvis! – vægter FN’s verdensmål højt, burde det være muligt at bevare skovgrupperne.

    Og de andre ER altså virkelig misundelige: https://www.bt.dk/samfund/boernehave-vaekker-opsigt-i-udlandet-det-var-de-helt-maalloese-over

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top