- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Dannebrogs 800 år markeres

Der er lagt op til en top-underholdende eftermiddag, når FDF Gladsaxe Brass Band indbyder til Nytårskoncert.

Koncerten finder sted lørdag 19. januar kl. 15.00 i Stengård Skoles Aula. Programmet er en blanding af nyt og gammelt, samt af storslået musik og gakkede indslag.
Fra den sidste kategori kan nævnes ”Flying”, oprindeligt af ”Nice Little Penguins”, men her i selskab med en gæstesanger, en ukulele, en murerbaljebas og naturligvis hele brass bandet.

I anledning af Dannebrogs 800 års jubilæum i 2019, har bandet været på jagt efter et passende stykke musik. I Den Kongelige Livgardes Musikkorps nodearkiv er det lykkedes at finde en march i originale bøger fra 1892 med titlen Dannebrog. Den er skrevet af Edvard Pöckl, og den er til lejligheden redigeret og renskrevet.

Siden 1969 har FDF Gladsaxe Brass Band hvert år deltaget i De Danske Årsmøder i Sydslesvig. I 2019 skal de således af sted for 50. gang. For at markere det har bandet fået lavet et helt nyt arrangement af ”Det haver så nyligen regnet”. Arrangementet er stærkt inspireret af Niels-Henning Ørsted Pedersen og Palle Mikkelborgs version fra 1990.

Når man tænker på de festlige sidste promenadekoncerter fra Royal Albert Hall, finder man ikke meget der er mere storladent end Edward Elgars ”Pomp and Circumstance, March Nr.1”, og den kan publikum 19. januar også glæde sig til. Oven i købet med en til dagen nyskrevet fællessangstekst.

Med samme forventning kan koncertgængerne se frem til fremragende solister som diverterer på instrumenter fra cornetter, over tubaer og balloner til diverse køkkenudstyr og smadrede tallerkener. Og så skal det ikke glemmes at nævne smuk og smægtende herrekorsang fra Tyrol.