Gladsaxe er kommet i klemme med snerydning
Kommunerne må ikke tilbyde saltning og rydning på private fællesveje, siger Ankestyrelsen

Sagen har sit udspring i Lyngby-Taarbæk, hvor en enkelt borger af Ankestyrelsen har fået medhold i, at en kommune ikke må tilbyde saltning og snedrydning på private villaveje.

Ankestyrelsens beslutning har betydning for alle landets kommuner, og afgørelsen har den betydning for Gladsaxe, som er kommet i klemme og derfor har måttet opsige serviceaftaler med 77 private fællesveje fra 1. januar 2020. Gladsaxe har i alt 131 private fællesveje.

– Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, hvis vi nu ikke længere kan tilbyde at rydde sne for borgerne på de private fællesveje på grund af en klage fra en enkelt borger i Lyngby-Taarbæk. For det er en ordning, som sikrer, at de, der bruger den, får ryddet sne samtidig med, at vi rydder sne på de kommunale veje. Og dem, der bruger ordningen, er rigtig glade for den, siger Gladsaxes borgmester Trine Græse.

Trine Græse understreger fordelene i den nuværende aftale:
– I Gladsaxe er det 77 ud af 131 private fællesveje valgt at indgå aftale. Det svarer til 12 kr. boligejerne på de private veje betaler for den service, så det er udgiftsneutralt for kommunen. Ministeren vil ikke ændre loven, bl.a. fordi han ikke vil have, at kommunalt ansatte konkurrerer med private virksomheder om opgaven. Men det gør de heller ikke her i Gladsaxe, hvor det er allerede private entreprenører der rydder sne på alle vores veje.

Byrådsmedlem Lars Abel (C) synes også det er uheldigt, at aftalen skal ophøre:

– Kommunen benytter private leverandører, og det er jo fjollet ikke at benytte sig af dem, når de alligevel kører på kommunens veje lige ved siden af. Det kan nu blive meget dyrt for grundejerne selv at lave aftaler hver især.

Trine Græse er sikker på, at problemet ikke kun forefindes i Lyngby-Taarbæk, Rudersdal og Gladsaxe:

– Derfor har jeg nu opfordret til, at vi tager en drøftelse af emnet i KL’s Miljø- og Forsyningsudvalg på vores næste møde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top