Gladsaxe giver den gaz
30 lokale virksomheder modtog gazelle-prisen i 2018

Hvert år uddeler dagbladet Børsen den såkaldte gazellepris til årets vækstvirksomheder, der har levet op til nogle specifikke krav. Over hele landet var der 2.099 ”gazelle-virksomheder”, og det svarer meget fint til Gladsaxes 30 gazeller.

Som udviklingsdirektør Niels Brahm Andersen fra revisionsvirksomheden Beierholm konstaterede i onsdags, da Gladsaxe Kommune sammen med Gladsaxe Erhvervsråd hyldede kommunens gazeller hos netop Beierholm, der var sponsor for hyldestreceptionen: – Så er Gladsaxe Kommune lidt foran på flere områder.

Udviklingsdirektøren nævnte, at 2.099 gazeller ud af i alt 300.000 aktie- og anpartsselskaber svarer til 0,8 procent, mens Gladsaxes tal er på 1 procent ud af kommunens 3.000 aktie- og anpartsselskaber. Også med hensyn til gennemsnittet af antal medarbejdere i gazellevirksomhederne er Gladsaxe lidt bedre med 22 kontra landsgennemsnittet på 20 ansatte.

Gladsaxe-gazellerne er i gennemsnit 12,6 år gamle, mens landsgennemsnittet er lidt mindre med 12,2: – Men blandt Gladsaxes gazeller er der ældre virksomheder med 57, 40 of 35 år på bagen, sagde Niels Brahm Andersen.

Borgmester Trine hyldede hver enkelt virksomhed, som fik kommunens ”verdensmålskop” som erindringsgave: – Jeg takker for de fine ord om Gladsaxe, men det er jo gazellerne, vi skal hylde.

Særlig vægt lagde borgmesteren på, at de små og mellemstore virksomheder er så rigt repræsenteret:

– Jeg har lagt mærke til, at der blandt gazellerne i år er en del håndværksvirksomheder. Det er jeg særligt glad for. For det betyder, at der er gang i byggeriet og at der er stor omsætning hos vores elektrikere, murere, tømrere, VVSere og malere. Det betyder også, at de håndværksmæssige kundskaber måske træder tydeligere frem som et attraktivt karrierevalg for vores unge mennesker.

Det var anden gang, at kommunen og erhvervsrådet hædrede gazellerne i Gladsaxe.

Gazellavirksomhed
A/S eller ApS.
Mindst 1 mio. kr. i omsætning eller 0,5 mio. kr. i bruttoresultat.
Omsætningen/bruttoresultatet skal mindst være fordoblet i løbet af de seneste fire år.
Mindst fire regnskaber skal være offentliggjort.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top