Annonce
Gladsaxe hjælper anbragte børn i kommunale plejefamilier
16 børn bor hos 14 plejefamilier

En ud af 100 børn og unge i Danmark bor ikke med deres forældre, men er anbragt uden for hjemmet hos forskellige typer af plejefamilier. Statistikken fortæller desværre også, at hver tredje af de anbragte børns ophold hos plejefamilierne afbrydes før tid.

Et brud med en plejefamilie kan skyldes, at plejeforældrene ikke er klædt nok på til børnenes udfordringer. Derfor har Gladsaxe siden 2011 oprettet kommunale plejefamilier til de børn, der ellers ville blive anbragt på et socialpædagogisk opholdssted eller en døgninstitution.

De kommunale plejefamilier er borgere, som i form af deres arbejde og uddannelse har mere erfaring med at håndtere børn med forskellige typer af udfordringer.

– Vi lægger vægt på, at de kommunale plejefamilier skal kunne noget særligt enten i form af erfaring med børn og unge med særlige behov, eller at de har en pædagogisk eller socialrådgivermæssig uddannelse. På den måde ved de, hvad det vil sige for et barn at være tilknytningsforstyrret, og hvad de skal gøre for at støtte deres barn bedst muligt, forklarer Jane Wiid, projektkoordinator i Gladsaxes Familieafdeling.

Samarbejde med flere kommuner
Gladsaxes kommunale plejefamilier har siden tiltagets start med vedtagelsen af Barnets Reform indgået i et samarbejde med Gentofte, Herlev, Lyngby-Tårbæk og Rudersdal kommuner. I 2011 fik 18 børn et hjem hos en kommunal plejefamilie i de fem kommuner.

I dag bor 25 børn hos en kommunal plejefamilie, hvoraf 16 af dem bor hos en af Gladsaxes 14 familier. For at give børnene en så tryg og kærlig opvækst som muligt hos deres nye familie mødes plejeforældrene i de fem kommuner 7-8 gange årligt med Jane Wiid og hinanden og udveksler erfaringer og svar på spørgsmål om deres hverdag med det nye familiemedlem.
– Vi taler om, hvad plejefamilierne er optaget af. Det kan handle om, hvad de skal gøre, hvis barnet afviser dem.

Sammen finder vi en løsning, når familierne deler deres oplevelser med samme udfordringer. Det giver familierne tryghed at vide, at de ikke er de eneste med de problemer, de kæmper med, og det giver ny energi til at blive ved med at være en god plejefamilie, fortæller Jane Wiid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top