- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Gladsaxe modtager 11 millioner

Af Martin Skou Heidemann, Søhuse 1, Bagsværd, Byrådsmedlem for Venstre

Det var flot og helt på sin plads, at Gladsaxe kommune nedsatte skatten ved sidste budgetaftale. For kommunen skal selvfølgelig ikke opkræve flere penge end man bruger. Det var nemlig sket, hvis ikke skatteprocenten var blevet sat ned. I øvrigt har vi da også en bugnende kassebeholdning, der absolut heller ikke behøver at blive større.

Ved budgetaftalen vidste vi godt, at staten giver en belønning til de kommuner, der sætter skatten ned. Vi vidste bare ikke hvor stor denne belønning ville være. Men det har vi netop fået besked om. Gladsaxe kommune modtager i 2019 11 millioner kroner som kompensation for skattenedsættelsen.

Da vi ikke havde regnet med dette tilskud, så ender det alligevel med, at Gladsaxe samlet set får flere penge ind, end vi ender med at bruge.

For mig peger det helt klart i retning af endnu en skattenedsættelse.