Gladsaxe styrer mod millionbøde
Gladsaxe kommune overtrådte loven i mindst 2 tilfælde. Det var den ubehagelige og opsigtvækkende nyhed, da borgmesteren på sidste byrådsmøde fremlagde en redegørelse om det store persondatalæk.

Martin Skou Heideman, Byrådsmedlem for Venstre

Gladsaxe kommune overtrådte loven i mindst 2 tilfælde. Det var den ubehagelige og opsigtvækkende nyhed, da borgmesteren på sidste byrådsmøde fremlagde en redegørelse om det store persondatalæk.

For det første gjorde kommunen ikke nok for at beskytte de utroligt mange personlige oplysninger, der som bekendt forsvandt, da nogle computere blev stjålet.
For det andet viser det sig nu, at kommunens folk sad og arbejdede med nogle særdeles følsomme personlige oplysninger, som man ikke havde lov til at arbejde med. Kommunen har ikke tidligere erkendt den lovovertrædelse.

Oplysningerne handlede om over 1000 borgeres tilhørsforhold til Folkekirken. I disse år kredser en stor del af den offentlige debat om religion; ofte i en skarp tone. Derfor kan det virkelig undre, at kommunen ikke engang har sørget for at styre uden om den lovovertrædelse.

Ved vedtagelsen af persondataloven blev det besluttet, at også kommuner kan straffes med bøde. Bøder på op til 16 millioner kroner. Ingen ved endnu, hvor stor en bøde Gladsaxe kommune får, men man kan jo selv vurdere, om tab af 20.000 borgeres personlige oplysninger og 1000 borgeres religiøse ståsted, ligger i den lave eller høje ende af skalaen.

En ting er dog sikkert: Det er kommunens borgere, der kommer til at betale bøden.

På rådhuset bliver alle computere nu krypteret, og den ansvarlige direktør har skrevet ud til sine medarbejdere. Gad vide, om det er nok til at hindre en gentagelse…

1 kommentar om “Gladsaxe styrer mod millionbøde”

  1. Jørgen Mathow-Juhl siger:

    Går ud fra Byrådet har informeret Registeryilsynet om lovbrudene ?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top