I takt til Flagermusen
Wienerbal-04-04-19.jpg

185 festklædte dansere deltog i wienerballet. Foto: Kaj Bonne.

185 festklædte dansere deltog i wienerballet. Foto: Kaj Bonne.
Glad Dans’ store nytårs- og wienerbal blev afholdt for 20. gang

185 festklædte dansere fra hele Norden indtog Grønnemose Skoles Festsal i forrige weekend.

Festsalen som er Gladsaxe Kommunes største kulturfacilitet er skabt til så stort et festarrangement som Wienerballet. Der er tre terrasser, hvor deltagere og publikum kan indtage deres festmåltid, og hvor man aftenen igennem har et flot udsyn til de mange festklædte dansere på festsalens store dansegulv.

Modsat terrasserne er salens store scene, her spillede Jørgen Hanskovs orkester de flotte klassiske dansemelodier, bl.a. Kuhlaus menuette til Elverhøj og Strauss’ flotte musik fra Flagermusen. Orkestret bestod af tre violiner, to klarinetter samt klaver, fagot og bas.

Glad Dans Gladsaxes store nytårsbal er en genoplivning af 1800-tallets store bal-kultur hvor herrerne efter festmiddagen forsøger at få sig skrevet på de smukkeste damers balkort. Vi er imidlertid nu i år 2019. Derfor har både damer og herrer i dag balkort med alle aftenens danse påtrykt. Så i dag er det mest damerne som jagter de herrer, som de mener danser bedst.

Nye tider? Men de flotte gamle danse og den gode klassiske musik var heldigvis den samme som i 1800tallet.

Som de sidste 20 år, blev ballet også denne aften indledt med champagne og kransekage til alle, inden dansemestrene Inge Schmeltz og Per Jensen forlangte herrerne at byde deres damer op til polonaisen og den første vals.

Danserne skulle holde tungen lige i munden, for der var mange på gulvet. Foto: Kaj Bonne.

Danserne skulle holde tungen lige i munden, for der var mange på gulvet. Foto: Kaj Bonne.

Derefter fulgte en perlerække af flotte danse, kvadriller, franceser, menuetter m.m. Mange af disse danse er udenlandske, koreograferet af balletmestre fra Frankrig og England, men danske August Bournonville og Georg Berthelsen er også på balkortet.

Ind i mellem de store danse var der pardanse af polka eller valsetypen, således at de deltagere som ikke var helt hjemme i de mere indviklede store danse, også kunne få sig en dans. De fleste deltagere havde dog i flere år trænet de store 1800-tals danse i forskellige foreninger Norden over. Glad Dans Gladsaxe som er aftenens arrangør, har også baldansene på repertoiret ved de ugentlige danseaftener i Telefonfabrikken.

Midtvejs på aftenen var der kaffepause og her opførte Helleruplund-kvadrillen en flot danseopvisning af 2 danse, en barokdans og en chick.

Helleruplund-kvadrillens dansere er alle tidligere balletdansere i modsætning til aftenens øvrige deltagere, der for manges vedkommende er tidligere folkedansere eller standarddansere.

Men al dans er en festlig og fornøjelig motion uden hensyn til genre. Dog har de gamle danse, baldanse og folkedanse det clou at disse danse opfordre til fællesskab og samarbejde, noget vort samfund har ekstra brug for i dag.

Det blev i hvert fald en rigtig dejlig og fornøjelig aften.

https://kajbonne.myportfolio.com/ gladsaxe-bladet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top