Lån & Spar åbner i Søborg
Lån-Spar-02-03-19.jpg
Fra venstre filialdirektør Annette Rønne Gudbergsen, finansiel rådgiver Louise Holm og souschef Camilla Engel Ravn fra Lån & Spars nye afdeling i Søborg. Foto: Kaj Bonne.
I modsætning til storbankerne åbner Lån & Spar flere filialer

Størstedelen af aktierne i Lån & Spar Bank er ejet af faglige organisationer som for eksempel Danmarks Lærerforbund og Politiforbundet. Derfor er det meget naturligt for Lån & Spar at have filialer der, hvor de faglige organisationers medlemmer bor. Det gør Gladsaxe Kommune til et oplagt sted at placere en filial.

– Vi vil være der, hvor vores kunder bor. Så derfor har vi længe ønsket at åbne i Søborg. Men man ikke bare åbne en filial uden hensyn til kommunens lokalplaner for finansielle virksomheder. Det var derfor meget belejligt, at vi kunne tage over efter Danske Bank på Søborg Hovedgade, siger filialdirektør Annette Rønne Gudbergsen fra Lån & Spar Søborg.

Overraskende nok går Lån & Spar – der er Danmarks 13. største bank – imod strømmen og fortsætter ekspansionen med åbne flere afdelinger. Søborg-afdelingen bliver bankens 21. filial. I Lån & Spar fokuserer man meget på den personlige betjening, men det er bestemt ikke fordi, man ikke tror på og udnytter de digitale muligheder.

– Lån & Spar har i mange år været førende på de digitale platforme. Vi ved det er vigtigt for vores kunder at det er let og enkelt på nettet og mobilen, men til gengæld ved vi også, at vores kunder værdsætter den personlige kontakt. Den personlige kontakt ved et møde i rådgivningscentret fungerer rigtigt godt, når det eksempelvis handler om køb eller salg af en bolig eller en generel rådgivning om de fordele, man kan opnå hos os , siger Annette Rønne Gudbergsen.

For syv år siden var Annette Rønne Gudbergsen med til at åbne Valby-afdelingen, og hun er nu valgt til at stå i spidsen for bankens satsning i Søborg. Endnu mangler Søborg-afdelingen at ansætte en rådgiver. Når det er sket, vil filialen have fem medarbejdere. Senere skulle der gerne komme flere medarbejdere til, da det er Lån & Spars ambition at få endnu flere kunder i Søborg.
Banken tyvstartede allerede i midten af december, men nu bliver åbningen for alvor markeret. Det sker lørdag den 26. januar med en åbningsfest i de nye omgivelser på Søborg Hovedgade 71 fra kl. 10-13.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top