Meditation til orgelmusik
Nyt tiltag i Søborgmagle Kirke

Søborgmagle Kirke fik for godt 2 år siden et nyt orgel, og det nye instrument åbner en helt ny verden af klangfarver og musik, som det gamle orgel ikke formåede.

Musik, som ikke før kunne spilles, har lydt ved gudstjenester og koncerter i kirken – og stadig flere har følt og givet udtryk for, at disse sanseindtryk taler til dem. Heraf er udsprunget en ide om at lave en række kortere musikmeditationer midt i den travle hverdag. Det finder sted en hverdagsaften – tirsdag – i et afgrænset tidsrum på 30-40 minutter, med ”stille-musik” af mere kontemplativ karakter, fortæller organist Per Lauge Fischer og fortsætter:

Meditative stunder, hjulpet på vej af levende lys og en enkelt tekstlæsning fra Bibelen som indledning, hvorefter det er op til den enkelte at skabe sit eget indre rum, siddende – eller for nogens vedkommende måske endog liggende på en yogamåtte eller lignende, hvis man har lyst til og mulighed for at medbringe noget sådant.

Musikken er af 30-40 minutters varighed – og det vil være indadvendt rolig musik af Bach og franske komponister, der har særlig sans for disse klangfarver. Endvidere vil hver gang rumme en stille improvisation inspireret af den valgte tekstlæsning. Man kan komme og tænde et lys, hvis det føles naturligt – sætte sig og mærke freden, og til sidst blot forlade kirkerummet igen, forhåbentlig med en ro i sindet – måske videre til et andet gøremål samme aften.

Første gang er tirsdag 22. januar kl. 19.30 til ca. 20.15 – og herefter forventes én tirsdag hver måned de kommende måneder. Og der er naturligvis som altid gratis adgang, slutter Per Lauge Fischer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top