- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Rollemodellen var det oplagte valg

For ikke mange år siden havde Simon Darville næsten klubben for sig selv, når han mødte frem for at træne vægtløftning i Bagsværd Vægtløftning Klubs lokale på Bagsværd Stadion.

Nu er der ca. 140 medlemmer, der er mange konkurrenceløftere, og der er skabt et klubliv sådan a la gamle dage. Undervejs har Simon Darville så leveret et hav af meget flotte resultater med et væld af mesterskaber til følge både på dansk og nordisk plan. Og lige nu er ambitionen at komme med til OL i Tokyo 2020.

Så det kunne ikke undre, at han mandag aften i forrige uge blev hædret ved byrådets årlige hyldning af kommunens medaljevindere inden for sport.

Det blev belønnet med 10.000 kr., skulpturen Sejrsgudinden udført af Bjørn Nørgaard, et diplom og en buket blomster.

-Du er en rollemodel, slog borgmester Trine Græse (A) fast, da hun på byrådets vegne motiverede valget af Simon Darville, som hun konstaterede virkelig så ud som om han havde trænet. For Simon Darville har en krop, der virker som om den er bygget af granit.

Simon Darville kom på medaljeskamlen første gang i 2008 og siden er det blevet til yderligere 32 besøg på forhøjningen. 21 gange har han vundet guldmedalje i to-kamp. Han er tredobbelt nordisk mester og seksfoldig dansk mester.

Simon Darville takkede for de pæne ord og opfordrede folk til at engagere sig i klublivet lige som han takkede de mennesker, der undervejs har været der til at støtte ham for uden dem var det ikke gået.

Pengene faldt på et tørt sted
Bagefter kunne Simon Darville fortælle, at pengene faldt på et tørt sted.

-De skal ned i det store hul, for det koster at dyrke eliteidræt på det her niveau, så jeg må også satse på at tage SU-lån, som så skal betales tilbage på et tidspunkt. Jeg er i gang med en uddannelse som design- og indretningsingeniør på DTU, og jobudsigterne er så gode og lønningerne så høje, at jeg synes, at jeg godt kan tillade mig at satse på min sport samtidig. Jeg vil i hvert fald ikke om nogle år fortryde, at jeg ikke greb chancen for at komme op blandt de bedste, siger han.

At vægtløftning blev hans sport kan undre. Han var godt rundt i det sportslige landskab som barn, fordi hans forældre mente, at noget skulle han gå til.

-Men det blev seks måneder her og seks måneder der, og til sidst nærmest resignerede mine forældre og konstaterede, at det med sport nok ikke lykkedes med mig. Og så var det pludselig ikke et problem at engagere sig, siger Simon hvis to søstre går til gymnastik i GIF, hvor far Jan er en af drivkræfterne på lederplan efter selv som aktiv at have spillet håndbold.

Simon vil gerne til OL. Men det bliver meget svært.

-Det er jo ingen hemmelighed at vores sport har været plaget af mange dopingskandaler, og hvis en række udøvere og måske nogle nationer bliver udelukket, kan jeg måske samle så mange point sammen ved VM og EM, at jeg kan komme igennem nåleøjet, siger årets prisvinder.

Se flere af Kaj Bonnes fotos på https://kajbonne.myportfolio.com/ gladsaxe-bladet [1]

Formanden fik prisen

John Sørensen fra FIG blev årets idrætsleder

John Sørensen er formand for FIG – Foreningernes Idrætsråd i Gladsaxe – og det job klarer han så godt, at han ved idrætsreceptionen i sidste uge blev kåret som årets idrætsleder, og det valg gav mange klapsalver.
FIG er en paraplyorganisation, hvor klubberne helst skal arbejde sammen og tage hensyn til hinanden og får det bedste ud af de muligheder, som der bydes på.

Og så er det lige her godt at have en type som John Sørensen, der kan holde styr på tingene og bidrage til at man når frem til nogle kompromisser og på længere sigt kan komme med nogle ønsker til politikerne om det er en ny skøjtehal, bedre forhold for gymnasterne og svømmerne etc.

John Sørensen modtog 10.000 kr. en skulptur, diplom og blomster og takkede – tydeligt rørt over at få vide, hvor værdsat han er.

Hans forbindelse til sport går tilbage til dengang han var 10 år og der blev opført en gigantisk bowlinghal i Valby, hvor han spillede. Siden blev det så til fodbold og håndbold, og da han flyttede til Gladsaxe og sønnen begyndte at spille ishockey, så kom John Sørensen ind i den klub, hvor han blev formand.

-Jeg har aldrig stået på skøjter, men som jeg pleje at sige, så går direktøren for Mölnlycke heller ikke med bleer, griner John Sørensen.

Hans aktive karriere nu er ikke det store sus.
-Jeg dyrker Ritter Sport, slog han fast.

Og så var der hyldest til de 157 aktive, der i årets løb havde vundet medaljer ved mesterskaber på et tilstrækkeligt højt niveau.

Vanen tro var det udøvere fra de våde elementer, der var stærkest repræsenteret med baglænsroere, forlæns roere og svømmere, men også gymnastik og atletik fyldte godt i billedet.