- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Skjulte skatteforhøjelser i Gladsaxe i 2019

Af Ole Widriksen, Søborghus Alle 13

Grundskylden er steget 5,5% – disse ekstra skattekroner går direkte ned i kommunekassen. Renovation er steget 21,7% – opkrævet via ejendomsskatterne til bl.a. nye renovationsbiler, oplyser kommunen jf. Gladsaxe Bladet 8. januar.

Udgifterne er tilrettet mellem husejere og etageboliger således, at husejerne skal betale mere. Ydermere skal husejerne åbenbart også fungere som bank for kommunen for en evt. udvidelse af genbrugspladsen (Økonomiudvalget 10.01.2017) – også denne ekstra skat er åbenbart kun pålagt husejerne.

Jeg kan kun se dette som en hetz mod husejerne i Gladsaxe Kommune. Er det sådan, at borgmesteren selv bor i etagebolig?

Vandafgiften er steget 12% (Gladsaxes ejerandel af Novafos er 13,6%). Rottebekæmpelsen er steget 34% i 2019- sidste år ændrede kommunen denne afgift fra en fast afgift til en promille af grundskylden – og kommer til at stige yderligere når SKAT kommer med de nye ejendomsvurderinger (her kan kommunen så sidde med korslagte arme og sige ”det er Skats skyld”).

Det er jo ikke fordi Gladsaxe mangler penge i kassen – det nærmere sig vel ca. 1 mia., og borgmesteren har flere gange udtalt, at skatten i kommunen af flere gange enten er sat ned eller er uændret.

Alligevel ”finder” man lige nogen ekstra skatter at påtvinge husejerne, som man kan komme i kommunekassen.

Hvor dybt ønsker borgmesteren at grave i husejernes lommer efter flere skattekroner?

Det skal specielt alle husejere venligst huske ved næste kommunevalg, når de skal sætte deres kryds.