- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Teenagere laver firma

Klokken er kl. 18. 30, og Arez ringer midt i aftensmaden. Han er klar med spørgsmål til den interesserede skribent, som han har fået at vide gerne vil fortælle historien om hans og hans venners nye mikrovirksomhed. Arez er velforberedt.

Vil du filme os eller kun interviewe? Hvilke spørgsmål vil du stille os? Kan vi mødes ude ved os? Hvilke medie vil artiklen blive bragt i? Kan du komme på dét og dét tidspunkt? Dette er tydeligvis vigtigt. Der er noget på spil.

Arez er ansvarlig for Kommunikation og Markedsføring i en nyopstartet mikrovirksomhed i Høje Gladsaxe. 11 drenge mellem 13 og 15 år, som blandt andet kender hinanden fra Ung i Gladsaxes (UNiGs) ungecafé i området, er en del af et projekt i organisationen Mind Your Own Business, hvor unge får hjælp fra frivillige professionelle forretningsdrivende, og kendte voksne fra deres lokalområde, til at starte egen virksomhed.

Startede med 100 ideer
Drengene er ved at udvikle en proteinbar i deres virksomhed ’Enjoy The Power’. De havde til at starte med over 100 idéer til nye virksomheder, men det var et tip fra deres pædagog Donia, som gjorde, at proteinbaren kom med på listen. De over 100 idéer blev skåret ned til syv, der kom til afstemning blandt drengene. Og det blev altså power-proteinbaren, der løb med sejren.

– De fleste proteinbarer er som en normal chokoladebar, så vi vil gerne have at vores skal være trekantet, så den er noget lidt særligt. Og den skal være ca. 20 centimeter, så man kan dele den op. Så hvis man har en makker, så kan man dele den med sin ven, siger Hussam A. fra Design og Produktion. Projektet er kommet i stand i et samarbejde mellem Mind Your own Business, Vores HG, den boligsociale helhedsplan i Høje Gladsaxe, og UNiG. Og drengene ser på projektet som en helt unik mulighed, som man ifølge dem selv, ikke støder på hver dag.

Som Hussam Z., der er økonomidirektør, siger:

– Det er en helt ny mulighed, det er unikt. Og man tager det meget mere seriøst, end hvis man bare er sammen med vennerne. Det er Malek fra Kommunikation og Markedsføring enig i:
– Det ville være det dummeste at sige nej til det her. Bare hop ud i det. Det er noget stort at starte en virksomhed. Hans partner Khalid supplerer:
– Jeg vil selv være business-man, når jeg bliver stor. Og så fik jeg chancen her. Og så tænkte jeg, at den må jeg tage, inden jeg mister den.

Hjælp til udvikling af produktet
Og det er da heller ikke småting, drengene allerede har været igennem i de 6 måneder, de har været i gang. På møder med frivillige venturepiloter har de lært alt fra design over produktion til markedsføring og kontakt til mulige sponsorer. Og alle drengene har særlige ansvarsområder i virksomheden.

Der er stor enighed blandt drengene om, at noget af det de har lært rigtig meget af, var en hel lørdag i Boston Consulting Group, hvor der virkelig blev gået til den omkring udviklingen af deres produkt inden for alle områder. Drengene kan også bruge dét, de har lært i forløbet ved siden af arbejdet med virksomheden. – Vi er kommet lidt foran i skolen, fordi vi i valgfag også har noget om, hvordan man arbejder. Og det har vi lært meget om her, siger Matin, der er virksomhedens HR direktør.

– Jeg har lært meget af at være med i Salg og Sponsorater. For eksempel hvordan man ringer til folk og hvad man skal sige, siger Baki. Og hans to medansvarlige i Salg og Sponsorater, Jousef og Mohammed, bakker op:
– Ja, man har lært, hvad man skal sige når man snakker med dem. Og hvem man skal kontakte, siger Jousef.
– Når man snakker med de mennesker, der måske skal sponsorere, er det ikke som når man snakker med en ven, man skal være meget præcis i det. Man skal vide, hvad man siger, tilføjer Mohammed.

Flere af drengene er også enige om, at det er meget mere seriøst, end de havde forventet fra begyndelsen. Som Sahel fra Design og Produktion siger det:
– Jeg har arbejdet med ti venturepiloter og to mere ud over dem. Så der har været rigtig mange rundt om os, så det har været svært at fjolle og sådan noget. Det er hele tiden seriøst arbejde. Jousef er enig:
– Vi vidste ikke i starten at det ville være så seriøst, vi troede bare, at vi får nogle penge og så laver vi det bare. Men der er mange ting der skal laves, selv de mindste ting, som vi ikke havde tænkt over i starten.

Man bliver faktisk mere seriøs efter det her. Man tænker meget mere over det, siger Malek.

Mere arbejde end forventet
Der er altså mere arbejde i at få en virksomhed op at stå, end drengene havde forventet, men det er de kun glade for.

– Vi troede i starten, at der ville gå to uger, så havde vi tjent 50.000. Men det er godt, at der er arbejde i det, for ellers ville vi ikke have mødt så mange nye mennesker, som er meget søde, siger Hussam Z.
– Ja, man skal samarbejde og finde på ting sammen. Det er også dét, der gør én klog, siger Malek.

Lige nu er drengene i gang med at arbejde inden for deres respektive ansvarsområder, sammen med deres venturepiloter. Der skal blandt andet oprettes Facebook og Instagram sider samt en webshop, der skal arbejdes videre med brugerundersøgelser, designes produkter med logo og kontaktes mulige sponsorer. Senere skal de afholde en åbnings-event, hvor de skal præsentere den nye proteinbar.

Hvad drengene vil bruge det til i fremtiden, står dog for de flestes vedkommende stadig hen i det uvisse. Men ét er sikkert – de vil alle sammen gerne fortsætte arbejdet med virksomheden.

– Måske vil jeg gerne starte mit eget. Det kommer også an på, hvordan det går med det her. Hvis det går rigtig godt med det her, behøver vi jo ikke lave vores eget. Så har vi måske det her. Det er den store drøm altså, siger Jousef.

– Hvis vi gør fremskridt og det bliver godt, så skal vi blive ved og ikke stoppe, medgiver Baki.

Khalid vil gerne bruge sin nye viden senere i uddannelsessystemet:

– Jeg vil bruge det til at tage en uddannelse. Efter skolen vil jeg på HHX.

Projektet forløber frem til sommeren 2019.