Unge stjernefrø på lærredet
Beautiful-Boy.jpg
Steve Carrel og Timothée Chalamet i rollerne som far og søn i ”Beautiful Boy”. Foto: Scanbox
Bibliografen viser film om stofmisbrug

Det unge guldkorn Timothée Chalamet er lige så stille ved at gøre sig selv til en af Hollywoods mest spændende og uomgængelige skuespillere.

Efter imponerende præstationer i både ”Lady Bird” og mesterværket ”Call Me By Your name”, er det alle gode gange tre med magtdemonstrationen i ”Beautiful Boy”.
I dette knugende drama sker det værst tænkelige for David Sheff, da hans søn kommer ud i et alvorligt stofmisbrug.

Nic har en lysende fremtid foran sig, men et møde med det stærkt vanedannende crystal meth bliver skæbnesvangert for hele familien.

Kampen mod afhængighedens altfortærende sult er fuld af op- og nedture, men især David arbejder hårdt for at forstå sin søns misbrug. Og han opgiver aldrig drømmen om at gense sin elskede søn. ”Beautiful Boy” er lavet over David Sheffs biografi. En biografi, der forsøger at komme hele vejen rundt om stofmisbrugets mange forgreninger, samt hvad sygdommen betyder for familien såvel som misbrugeren.

Steve Carell, sublim i sin underspillede intensitet, er faderen David, mens sønnen spilles med lige dele sorg og ungdommelig livsglæde af føromtalte Timothée Chalamet, der blev nomineret til en Golden Globe ved den nyligt afholdte ceremoni for netop denne rolle.

”Beautiful Boy” har premiere i Bibliografen torsdag 17. januar.

Lørdag 19. januar har Bibliografen forpremiere på den længe ventede ”Skammerens datter 2: Slangens gave”.

Davin og Nico tages til fange, og Dina må ud på en farligt eventyr for at befri dem. Undervejs møder hun den mystiske Sezuan, der har slangens magiske evner og kan skabe illusioner; evner som også Dina må mestre, hvis hun skal klare den farefulde færd.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top