Begyndelsen til en god slutning
Skoleparken-2-09-19.jpg
Det var en sorgens dag, og det var en glædens dag. Enkelte beboere har boet i Skoleparken, siden bebyggelsen blev opført i 1953. Andre har boet der knap så længe. Men for alle var der tale om et vemodigt øjeblik, da den store Volvo gravko tog fat og rev de første bygninger på Halbjørnsvej ned til grunden. På den anden side er der også en glæde for, at man nu kommer i gang med de renoveringer, som allerede var på tegnebrættet for ca. 25 år siden. Nu sker der endelig noget. Den lokale storentreprenør MT Højgaard står for genopbygningen, der har budget på over en halv milliard kroner. Foto: Kaj Bonne
Nedrivningen af Skoleparken startede i sidste uge og snart skal der bygges nyt op fra soklerne

– Lad os håbe, at dette er begyndelsen til en god slutning.
Med disse ord markerede Ryno Scheil, formand for Arbejdernes Boligselskab i Gladsaxe, at en ny æra for Skoleparken er i sin vorden.

Den lokale storentreprenør MT Højgaard fra Søborg står for byggeriet, der er budgetteret til at koste 547 millioner kroner for de i alt 296 boliger. Uden økonomisk hjælp fra Landsbyggefonden og fleksibilitet hos de kommunale myndigheder og boligselskab var renoveringen aldrig blevet til noget.

I sidste uge var der så inviteret til ”nedrivningsevent” i Skoleparken – nær Stengård Skole. For fest kan man vel ikke helt kalde det, selv om afdelingsbestyrelsen for Skoleparken bød på både pølser og lidt drikke. Sørgmodigt var det, og man skal som bekendt gennem meget skidt, før alt bliver godt igen. Og det er netop her, at alle beboerne hænger deres håb: på forventningens knage.

Rørt formand
Det var da også en rørt Lars Ulrik Hansen, formand for afdelingsbestyrelsen i Skoleparken, der kunne sætte startskuddet i gang for nedrivningen: – Det markerer enden på Skoleparken, som vi kender den. Det er begyndelsen på Skoleparken 2, som vil stå færdig om 3-4 år med gode, sunde bygninger.

Borgmester Trine Græse lagde vægt på, at projektet kan ses som en sejr for boligdemokratiet: For det er ikke en let beslutning at nedrive og genopbygge sit hjem. Men det er alligevel det, som afdelingen har besluttet for at sikre gode boligforhold. Det har jeg stor respekt for.

Direktør Martin Palmquist fra MT Højgaard var stolt over, at det lykkedes at vinde licitationen. For det har ingen og må ikke have betydning, at man i budrunden er en lokal virksomhed.
Både afdelingsformanden og direktøren håbede og troede på, at beboerne ville have den fornødne tålmodighed, når de skal bo midt på en byggeplads. For let det bliver det ingenlunde.

Mange af beboerne var mødt frem for at overvære den historiske begivenhed, der om tre-fire år skal være afsluttet med moderne huse Foto: Kaj Bonne.

Mange af beboerne var mødt frem for at overvære den historiske begivenhed, der om tre-fire år skal være afsluttet med moderne huse Foto: Kaj Bonne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top