Er borgmesteren rejst til Nordkorea?
For nylig kom det frem, at der for tredje gang på kort tid har været datalæk fra Gladsaxe Kommune.

Af Mads Glenn Wehlast, Mølletoften 11, 2800 Kgs. Lyngby (Gladsaxe Kommune)

For nylig kom det frem, at der for tredje gang på kort tid har været datalæk fra Gladsaxe Kommune. Omfanget vokser og man frygter vi endnu ikke har set toppen af isbjerget.
Kommunen kalder det datalæk, men det ligner i langt højere grad elendig IT-sikkerhed i kommunen.

Og det virker ikke som om kommunen tager problemet alvorligt. Det er ikke borgmesteren, men digitaliseringschefen, der skriver til berørte parter.
Det undrer mig, hvor borgmesteren er i den her kommunale skandale. Borgerne hører intet fra hende.

Borgmester Trine Græse og kommunaldirektør Bo Rasmussen er de øverst ansvarlige. De må stå til ansvar for den slendrian, der er foregået med IT-sikkerheden i kommunen. Det virker helt grotesk, når digitaliseringschefen skriver til borgerne, at risikoen for misbrug er lille. Hvor ved han det fra? Den slags sjusk og slendrian skaber utryghed blandt borgerne.

Jeg frygter lidt, at Trine Grænse har været i Nordkorea for at hente inspiration. For når hun afviser en uvildig undersøgelse og friske øjne til at se på sagen, minder det mig om, hvad der foregår i Nordkorea.

Nu må Trine Græse vågne op og genskabe tilliden til borgerne. Det kan kun ske ved en uvildig undersøgelse, hvor andre end kommunens øjne kommer på sagen.

Kom nu ikke at sige, at PWC undersøgelsen er uvildig. Den handler om, hvordan man optimerer datasikkerheden i kommunen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top