Hver en sten skal vendes
Nu skete det igen. Det som ikke må ske. Igen er Gladsaxe-borgeres data blevet lækket af Gladsaxe kommune.

Pia Skou, Venstres gruppeformand

Nu skete det igen. Det som ikke må ske. Igen er Gladsaxe-borgeres data blevet lækket af Gladsaxe kommune.

Ifølge Datatilsynet er Gladsaxes problem de utallige gentagne fejl og det enorme antal af borgere som har fået deres personlige data offentliggjort.
En enkeltstående fejl kan ske. Det bør den ikke, men hvis der begås fejl, er vi forpligtede til at tage ved lære så fejlen ikke gentages.

Jeg foreslog derfor på økonomiudvalgsmødet, endnu før jeg selv blev ramt af det seneste datalæk, at der skal iværksættes en ekstern uvildig undersøgelse.

Det er vigtigt at kende detaljerne om hvert eneste datalæk for at lære af fejlene, så både medarbejdere, arbejdsgange og IT-systemer ses efter for hvordan fejlene opstod og hvordan det sikres, at de ikke gentages.

Min holdning er, at kommunen skal håndtere borgernes data med samme omhyggelighed og som om det var deres egne personlige data. Jeg glæder mig over at Datatilsynet også giver udtryk for denne holdning. Med en sådan indstilling og arbejdsprocesser som understøtter dette, kan kommunen forhåbentlig genoprette, og igen fortjene borgernes tillid.

Det vil tage tid. Det vil kræve en indsats, og set i lyset af de seneste datalæk, håber jeg at de øvrige politiske partier i Byrådet vil bakke op om Venstres forslag om en ekstern uvildig undersøgelse. Det vil klæde Gladsaxe kommune at lægge alle kort på bordet, så vi har vished for at alle sten er vendt i disse sager om datalæk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top