annonce
Kortere skoledage må betyde opprioritering af fritidstilbud
Tænk at man skulle blive enig med Joachim B. Olsen…

Af Signe Rosa Skelbæk, Suppleant til byrådet for Enhedslisten

Tænk at man skulle blive enig med Joachim B. Olsen… Men det var ikke desto mindre tilfældet, da han i Gladsaxe Bladet begejstret skrev om, at skoledagene nu forkortes for de yngste elever.
Da folkeskolereformen trådte i kraft i sin tid betød de lange skoledage, at færre elever havde tid til at gå i klub, og det gik hårdt ud over fremmødet, som betød færre penge – og færre pædagoger – i fritidsinstitutionerne. Nu erkender man heldigvis, at en heldagsskole i den udformning, reformen lagde op til, ikke fungerer, og det vil betyde mere fritid til de mindste.

Vi håber, man også når samme konklusion for de ældre elever, der har stor gavn af fritidstilbud og klubber, hvor udbuddet af aktiviteter desværre har været dalene I Gladsaxe ser vi det blandt andet ved, at tilbuddet med heste på Grønnegården nedlægges. Heldigvis var der opbakning til Enhedslistens forslag om, at salget af hestene sættes i bero, for at de i stedet kan flyttes til klubben i Værebro.
Vi får færre og færre klubber, der kan tilbyde noget særligt til børnene, og det er ærgerligt, når vi nu ved, at pædagoger i særlig grad kan spotte mistrivsel hos børn.

Det er mit håb, at vi også husker skolebørnene, når vi igen skal tale budget, så ikke fritidsinstitutionerne nedprioriteres, men i stedet investeres i, så de igen bliver attraktive.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top