- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Kortere skoledage til eleverne

Af Joachim B. Olsen (MF), Liberal Alliance, Kong Hans Allé, 2860 Søborg

Lange skoledage, spildtid og aktivitetstimer uden indhold og trætte børn er realiteter på mange af landets folkeskoler, siden den tidligere røde regering tvang sin folkeskolereform igennem. Nu gør undervisningsminister Merete Riisager (LA) op med det stramme greb om folkeskolerne og forkorter skoledagene for særligt de små elever.

Det går ikke, at skoledagens længde langsomt kvæler forenings- og fritidslivet, så klokken er for mange og overskuddet for lille, når man når til fodboldtræning og spejder. Det er skidt for børnene, familierne og alle de tilbud derude, der savner deltagere. Der er grundlæggende brug for mere frihed, så man ude på den enkelte skole kan indrette sig, som det passer en bedst.

Og så skal der mere faglighed ind i skoledagen. Her har reformen ikke levet op til sine løfter, men har mange steder blot gjort dagen længere frem for mere indholdsrig. Man skal ikke være i skole for at være der. Skoletiden er for vigtig til at blive spildt. Det er demotiverende for eleverne, når skolen spilder deres tid – selvfølgelig, sådan har vi voksne det jo også. Derfor er det rigtig vigtigt, at undervisningsministeren nu tager det opgør med konsekvenserne af folkeskolereformen, så faglighed og frihed igen kommer i højsædet.