Liv i svømmehallens cafe
Cafe-Svømmehal-02-06-19.jpg
De nye forpagtere af Bagsværd Svømmehals cafe, Sajjad og Saima Haider, er klar til at give svømmehallens brugere helt nye madoplevelser. Foto: Kaj Bonne.
Nyt forpagterpar åbner Bagsværd Svømmehals café i næste uge

Under navnet Cafe Saima åbner Bagsværd Svømmehals café den første mandag i skolernes vinterferie. Cafeen har fået nyt forpagterpar. Det er ægteparret Saima og Sajjad Haider, der kommer til at stå for det nye friske pust i svømmehallen.

– Vi starter den 11. februar kl. 8. Vi kommer til at lave en hel række tiltag. Vi laver morgenmadsbuffet, dagens ret og take away. Vi giver også en opstartsrabat på 15 procent, fortæller ægteparret.

Saima, som giver navn til cafeen, kommer til at stå for maden: – Den vil være inspireret af det indisk/pakistanske køkken, men bare rolig: den vil ikke være for stærk. Den vil blive tilpasset gæsternes smag, siger Saima, der mange gange har lavet mad til op imod 100 mennesker. Hun er uddannet inden for sundhedsvæsenet, men har i flere år drømt om at åbne sin egen café:

– Derfor blev vi glade, da vi fik Gladsaxe Kommunes besked om, at vi kan overtage cafeen. Vi vil bestræbe os på at yde en god service og give en god madoplevelse, siger Saima.

Sajjad Haider er politmand i Rigspolitiet, og han har de seneste ni år også fungeret som tilkaldevikar i svømmehallen, så han er derfor et kendt ansigt i svømmehallen: – Jeg arbejder på alle mulige mærkelige tidspunkter, og det giver noget afspadsering, som jeg har valgt at bruge her i svømmehallen, siger Sajjad, der selv er livredder og har været med til at uddanne nye livreddere.

Cafe Saimas logo er et farverigt V-tegn:

– Logoets baggrund er grøn, og det fortæller, at vi bruger friske råvarer. V-tegnet i de mange farver er inspireret af de farverige fra Bollywood-filmene. Det skal også været et kendetegn for vores cafe, siger Saima og Sajjad.

Cafe Saima, der har sin egen Facebook-side, tager imod forudbestillinger, leverer mad ud af huset og kan også arrangere bespisning til børnefødselsdage.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top