- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Medarbejdere bruger egne computere

Det er ulovligt, men nogle medarbejdere lægger opgaver fra deres arbejdscomputer på deres private computere, så de bedre og hurtigere kan udføre deres arbejde til gavn for borgerne. Kommunens eget it-system er for tungt at arbejde med.

Det fortalte Martin Skou Heidemann fra Venstre, da han på byrådsmødet kommenterede de to tyverier af kommunale computere i sommeren 2018 og i slutningen af november
-Det er ærgerligt, at vi ikke giver medarbejderne nogle bedre arbejdsforhold. De skal have de værktøjer, der skal til, sagde han.

-Og så skal vi gøre alt for også at beskytte borgerne, så der ikke slipper ting ud om tilhørsforhold til Folkekirken og diverse diagnoser om psykiske eller fysiske problemer, som gør disse mennesker til nemme ofre for kriminelle. Vi har jo netop set, at det er sket andre steder, sagde han.

Han glædede sig over, at kommunens administrative computere nu bliver krypteret, men han mente, at det burde være sket tidligere.