Mere røg og støj til Gladsaxe
Mads Fuglede (V) og Jeppe Buus (S) har tidligere i deres kampagner op til folketingsvalget udtalt sig om støjproblemerne her i Gladsaxe.

Af Johan Keller, Sandkrogen 29

Mads Fuglede (V) og Jeppe Buus (S) har tidligere i deres kampagner op til folketingsvalget udtalt sig om støjproblemerne her i Gladsaxe. I sidste nummer af lokalavisen skriver Jeppe Buus -JB – under ovennævnte overskrift, at problemerne fremover vil skyldes de udvidede og nye motorveje som regeringen planlægger gennem Nordsjælland.

Det er indlysende, at flere veje betyder flere biler, og at aflastning af bestemte motorveje ved at bygge nye er et fata morgana. Forurening og støj stiger med antallet af biler. JB vil nok heller ikke bremse alle motorvejsprojekter.

Motorring 5 vil han da gerne udvide så meget som muligt, så kan beboerne langs den linie få en ekstra omgang støj og møg? Det virker måske ikke særlig sympatisk blot at forsøge at eksportere generne til nogle nordvestlige kommuner, og det vil naturligvis være illusorisk for trafikmængden gennem Gladsaxe.

JB’s parti har i øvrigt støttet mange andre motorvejsudvidelser, fx den overflødige Herning-Holstebro samt på Sjælland Kalundborg- og Køge Bugt-udvidelserne, og de lokale socialdemokrater støtter udvidelsen af Helsingørmotorvejen som JB siger han er imod.

Det der er brug for er markante prisstigninger på biler samt anvendelse af provenuet til meget mere kollektiv trafik. Det er CO2 og NOX der er den giftige cocktail ved bilkørsel, og færre biler vil også betyde mindre røg og støj. Men det er næppe noget JB lige nu ønsker at støtte?

1 kommentar om “Mere røg og støj til Gladsaxe”

  1. Torben Sønnichsen siger:

    Man regner med at bilernes NOX er vil falde med indførelsen af elbiler, dvs vil der stadigvæk være partikler fra dæk, asfalt og bremsebelægninger nok til at folk stadigvæk for lungesygdomme.

    Derfor skal nye motorveje i tunneler og luften i tunnelerne skal opsamles og renses og filtratet køres til Kommunekemi.
    I Gladsaxe tilføres 5-10 tons partikler og NOX gasser om året fra de motorveje der føres gennem boligområderne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top