- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Pas på falske politifolk på nettet

Politiet har på det seneste set flere sager, hvor personer udgiver sig for at være fra politiet, hvor de franarrer borgere personfølsomme oplysninger, eksempelvis Nem-ID, for at få adgang til ofrenes bankkonti. På den måde kan de overføre penge til andre konti eller oprette forbrugslån på de forurettedes vegne. Derfor beder politiet borgerne om at være ekstra påpasselige.

Svindelen foregår eksempelvis ved, at gerningsmændene ringer til de forurettede borgere under dække af, at de er i gang med at efterforske en konkret sag – f.eks. at de ønsker at fange en hacker, der har snydt flere personer, eller i nogle tilfælde også banker, der efterforskes af politiet. De udgiver de sig både for at være fra bagmandspolitiet, men også fra specifikke politikredse.

I særlige tilfælde møder gerningsmændene op hos den forurettede borger og udgiver sig for at være en tekniker, der skal sikre tekniske spor i sagen. Her får de typisk fat i hardwareudstyr som computer og iPads/tablets, men tager også billeder af pas og kørekort, som rummer personfølsomme oplysninger.

Del meget gerne denne advarsel med familiemedlemmer eller andre personer, du mener, kunne have nytte af at være særligt opmærksomme.

Sådan arbejder politiet
– Politiet beder dig aldrig om oplysninger vedrørende dit NEM-ID kort, koder eller andre personfølsomme oplysninger.
– Er du i tvivl om, hvorvidt det er politiet, der har kontaktet dig, kan du altid ringe til den pågældende politikreds, og spørge efter den pågældende medarbejder.
– Får du besøg af politiet, bør du altid sørge for at se gyldig politilegitimation.