Politisk varm luft om trafikstøj
Af Morten Frank Buddinge Hovedgade 116 B

I Gladsaxe Bladet 4. februar kan man læse, at Trafikministeriet giver trafik- og teknikudvalget en kold skulder i forhold til afhjælpning af støjgener på statsvejene. Det er naturligvis beklageligt for de berørte beboere. Det kommer i forlængelse af, at flere politikere i læserbreve med mere har pustet sig retorisk op, herunder borgmesteren der skriver, at ”Så vi er meget opmærksomme på problemet med støj og trængsel for og gør hvad vi kan for at finde langtidsholdbare og bæredygtige løsninger.”
Men dette gælder åbenbart kun, når talen falder på statsveje, hvor problemet jo nemt kan tilskrives andet end kommunens egene beslutninger.
Som borger får man nemlig også en kold skulder, når man henvender sig om problemer på kommunale veje. Buddinge Hovedgade er et godt eksempel herpå. Talrige henvendelser om støj, vibrationer af huse, høj hastighed, ulovlige og farlige parkeringer samt enorm trafikbelastning har ikke ført til andet end nogle pæne ord om ”forståelse”, men uden konkrete og effektfulde handlinger.
Virkemidler som politikerne gerne vil have staten benytter, herunder automatisk fartkontrol og nedsættelse af hastighed, bliver blank afvist. Der kører næsten 10.000 biler inkl. masser af busser på vejen hver dag. 25% af disse overskrider hastighedsgrænsen. Men alle forslag og argumenter bliver affejet med ”hensyn til fremkommelighed” – præcis sammen argument, som trafikministeriet nu benytter mht. statsvejene. Det er næsten komisk, men også kun næsten.

1 kommentar om “Politisk varm luft om trafikstøj”

  1. Torben Sønnichsen siger:

    Jeres grundejerforening bør mase på overfor kommunen, du må bruge sammenslutningen af grundejerforeninger der har kontakt med borgmesteren. Enkeltklager bliver lagt i en skuffe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top