AB smed føring til sidst
AB1.jpg

En skuffet Matti Olsen må erkande at Middelfart snød AB for sejren kort før tid.

En skuffet Matti Olsen må erkende at Middelfart snød AB for sejren kort før tid. Foto: Peter Kenworthy
AB Gladsaxe måtte skuffende nøjes med 1-1 mod topholdet Middelfart

De 350 tilskuere hørte måske et fjernt ekko af storhed på Gladsaxe Stadion søndag. Et ekko af gamle guldmedaljer, europæisk fodbold, pokalsejr i Parken, og det Superligaguld, der skulle være havnet i Gladsaxe for 20 år siden.

Der var nemlig igen topkamp i Gladsaxe, hvor AB havde besøg af topholdet i 2. division øst, Middelfart. En kamp som AB skulle vinde for at overtage førstepladsen, kvalificere sig til oprykningsspillet med et par kampe igen og holde bare nogenlunde pointmæssig trit med topholdene i 2. division vest.

Og det burde have været blevet til tre point, efter at akademikerne sad på kampen og misbrugte flere store chancer i anden halvleg.

AB-dominans
Middelfart startede ellers kampen bedst. Men efter en lidt flad 1. halvleg fra akademikerne, hvor holdet nok kæmpede bravt, men hvor Middelfart blandt andet ramte overlæggeren, kom AB meget bedre ud til anden halvleg.

Centerforsvaret stod stærkt, Daniel Warmbach brillerede med veltimede tacklinger og gode afleveringer, og angriberen Yonas Nielsen var nu en konstant trussel. AB sad tungt på kampen.

Og ni minutter efter pausen gav akademikernes spilovertag pote, da en veloplagt Jannik Skov Hansen kom til baglinjen i venstresiden, og spillede bolden fladt tilbage til netop Yonas Nielsen. Få meter fra mål udplacerede han Middelfarts målmand til et fortjent føringsmål.

Philip Oslev fordoblede næsten ABs føring efter en time fra et hjørnespark, men han headede lige forbi målet.

Med tyve minutter igen kom Anis Slimane ind i stedet for Sebastian Elvang, og han gav de grønblusede en ekstra dimension i spillet med sine driblinger og gode teknik.

Otte minutter før tid kunne en frispilning fra en høj aflevering over forsvaret i dybden, fra netop Slimane, reelt have afgjort kampen. Men en fri Rasmus Tangvig bragede bolden på overliggeren.

Straffet til sidst
I stedet skete der det som ofte sker, når man ikke udnytter sine chancer. Med to minutter igen blev bolden sparket op på Philip Oslevs udstrakte hånd inde i AB-feltet, og dommer Casper Thorsøe pegede på pletten.

Middelfarts Casper Johansen scorede sikkert, og så havde Middelfart udlignet.

AB-spillerne forsøgte at presse på i slutminutterne, hvor Middelfart dog brændte en stor chance og måske blev snydt for endnu et straffe, så kampen skuffende for AB sluttede 1-1.

AB er nu kun et enkelt point fra at have kvalificeret sig til oprykningsspillet i 2 division øst. Akademikerne er dog henholdsvis syv og elleve point efter de to hold med flest point i de to rækker, Kolding og Skive fra 2. division vest.

De seks bedste hold fra begge rækker tager alle point med over i oprykningsspillet, hvor alle hold møder hinanden en enkelt gang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top