Del op- og nedture i nyt ungefællesskab
Nu kan unge fra Gladsaxe og omegn tale om deres udfordringer, og få inspiration fra andre unge, i ny netværksgruppe i Lyngby.

Unge i Danmark har aldrig haft det bedre, siger ”de voksne” tit. Alligevel føler næsten hver femte ung mellem 16 og 24 år sig presset, ensom og udenfor fællesskabet, ifølge Sundhedsstyrelsen.

Det er svært for de unge at leve op til stigende krav om perfektion på uddannelsen og de sociale medier, og de store krav de stiller til sig selv. Mange føler at de står alene med deres problemer.

Frirum med tavshedspligt
En ny netværksgruppe i Ungdomshuset i Lyngby for unge i alderen 18-30 år vil råde bod på dette. Her kan man dele sine udfordringer og bekymringer i hverdagen med andre unge i trygge rammer. Deltagerne vælger selv, hvilke emner der skal tages op.

Gruppen fungerer som et frirum, hvor man kan dele ting, man måske helst ikke taler om med familie og venner.

Alle deltagere har tavshedspligt, og gruppen har to tovholdere, som sikrer at gruppen bliver et trygt sted at dele oplevelser fra sit liv. Der er ikke tale om et terapiforløb, og der er ikke en behandler til stede.

Næste møde 25. marts
Gruppen mødes hver anden uge i to timer, fra klokken 17.30 til 19.30 i Ungdomshuset Vandværket på Gammel Lundtoftevej 9a (bagved Ilva) i Lyngby. Forløbet er på otte gange, men hvis man har lyst, kan man fortsat mødes med de andre deltagere efterfølgende.

Næste møde er den 25. marts. Man kan kontakte selvhjælpskoordinator Bente Sæderup på selvhjaelpnu@ltk-frivilligcenter.dk eller på mobil 2924 4033 for at høre mere, eller for at tilmelde dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top