- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Guld til Gladsaxe

Lisa Lents slog Omre Bedel Inegollu fra Tyrkiet i finalen i klassen kvinder under 40 til Multi European Championships i Sofia.

Turneringen er et kvalifikationsstævne til Europamesterskaberne i Tyrkiet i april, og regnes for at være Europas største Taekwondo-festival med over 1600 deltagere.

– Det bliver mit første EM som udøver siden 2007, og det er efterhånden nogle år siden, jeg selv har været på banen. Jeg har i mange år fungeret som International dommer, og dømte for første gang EM 2017, hvilket var en stor oplevelse. Det er sjovt at have prøvet at være til EM i forskellige roller, først som udøver, derefter som dommer, så landstræner og nu tilbage som udøver, siger Lisa Lents.

– Det er de færreste steder i verden man kan leve af Taekwondo professionelt. Derfor er det også meget normalt, at trænerne også stiller op når de ikke coacher, tilføjer hun.

32-årige Lents er tidligere Europamester og Junior Verdensmester, samt Danmarksmester ti år i træk mellem 1999 og 2009. Hun er instruktør på Gladsaxe Taekwondo Klubs teknikhold.